Sveriges statsminister, Stefan Löfven, fik ildebefindende efter hjemkomst fra Etiopien og er kørt på sygehus.
En ambulance hentede den svenske statsminister, Stefan Löfven, da han torsdag morgen landede i Arlanda-lufthavnen lidt uden for Stockholm.
Löfven fik et akut ildebefindende og er kørt til kontrol på et hospital, bekræfter hans pressesekretær over for flere svenske medier.
Tidligere på ugen deltog Löfven i et FN-topmøde om udvikling i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.
Torsdag morgen landede den svenske regerings fly i Arlanda-lufthavnen med blandt andre Löfven om bord.
- Han landede i morges efter rejsen til Etiopien. Han fik et akut ildebefindende og er kørt til kontrol på sygehuset, siger pressesekretær Anne Ekberg til Aftonbladet.
Hun oplyser til nyhedsbureauet TT, at han ikke forlod FN-topmødet tidligere end planlagt.
Landbrugsminister Sven-Erik Bucht, som leder regeringsarbejdet, når Löfven er udenlands, siger kort før klokken 11 til TT, at statsministeren har det bedre og ventes at forlade sygehuset igen om et par timer.
Alarmcentralen i Stockholm bekræfter, at en patient er hentet i ambulance i Arlanda-lufthavnen, men vil ellers ikke kommentere sagen eller udtale sig om statsministerens tilstand.