Syrien vil holde frie valg inden udgangen af året, siger landets udenrigsminister. Oppositionen er skeptisk.
Syriens udenrigsminister Walid Muallem siger, at der vil blive holdt valg til landets parlament inden udgangen af 2011. Udtalelsen falder samtidig med, at landets regime er under stigende internationalt pres for den hårdhændede behandling af demonstranter.
- Syrien agter at holde frie og gennemsigtige valg, som vil afføde et parlament, der repræsenterer ånden i det syriske folk, siger Muallem under et møde med udenlandske diplomater udstationeret i landets hovedstad Damaskus.
- Parlamentsvalget vil blive holdt inden udgangen af året, siger Muallem, der er citeret af det officielle nyhedsbureau Sanaa.
Udenrigsministeren understreger, at den syriske ledelse er engageret i den fortsatte reformproces og i at gennemføre de foranstaltninger, som præsident Bashar al-Assad har omtalt.
Den kampberedte præsident har torsdag udstedt et dekret, hvori han tillader politiske oppositionspartier, men skridtet afvises i vid udstrækning af oppositionen, der betegner det som et forsøg på at formilde demonstranterne.
/ritzau/AFP