Styrker fra Thailand og Cambodja skyder igen på hinanden i grænsestrid nær 900 år gammelt tempel.
Grænsestriden mellem Thailand og Cambodja fortsætter.
Søndag formiddag rapporteres der igen om skyderier i de to landes grænseområde nær templet Preah Vihear. Siden kampene brød ud fredag, har mindst 10 personer mistet livet.
Ifølge en befalingsmand i den cambodjanske hær begyndte de seneste krigshandlinger søndag omkring klokken 10 lokal tid.
- Vi kan bekræfte, at dette indebærer artillerigranater, siger Suos Sothea fra Cambodjas hær.
Også fra thailandsk side bliver det bekræftet, at der igen er skyderier ved templet.
- Cambodja skød først, lyder meldingen fra den thailandske hær.
Tusindvis af civile er allerede evakueret fra det omstridte område på begge sider af grænsen.
Lørdag valgte FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at gå ind i nabostriden.
Han opfordrede her de to lande til at "udvise størst mulig tilbageholdenhed" og til at indgå en "seriøs dialog" for at finde en løsning på stridighederne, der er blusset op ved flere lejligheder de seneste år.
Problemets kerne er området ved det 900 år gamle Preah Vihear-tempel.
I 1962 afgjorde en international domstol, at templet tilhører Cambodja, men begge lande påberåber sig suverænitet over et område ved templet på 4,6 kvadratkilometer.
/ritzau/AFP