Tidligere leder af republikanerne i Repræsentanternes Hus er idømt fem års fængsel for hvidvaskning af penge.
Den amerikanske politiker Tom Delay, der tidligere var republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, er blevet idømt fem års fængsel for hvidvaskning af penge.
Den 63-årige Delay blev dømt for at have medvirket til ulovligt at have overført 190.000 dollar (godt en million kroner) til Det Republikanske Parti i Texas som støtte til valgkampen i 2002.
Delay blev kendt skyldig i november i fjor, men fik først dommen mandag. Han har tidligere sagt, at han vil anke dommen og afviser, at han har gjort noget ulovligt.
Tom Delay blev valgt ind i Kongressen i 1984 og blev til sidst leder af republikanerne i Repræsentanternes Hus. Han trådte tilbage under valgkampen i 2006.
/ritzau/Reuters