To spiondømte amerikanere, der har siddet i fængsel i Iran i to år, ventes løsladt senere onsdag.
Iranske myndigheder ventes at sætte to spiondømte amerikanere på fri fod senere onsdag. Det oplyser deres advokat.
De to, Shane Bauer og Joshua Fattal, vil blive udleveret til den schweiziske ambassade, hvorefter de får lov tilt rejse hjem til USA.
De to mænd blev anholdt i 2009, da de krydsede grænsen mellem Irak og Iran. De iranske myndigheder anklagede dem for spionage og for ulovlig indtrængen i Iran. I august blev de idømt otte års fængsel for at have spioneret mod Iran.
Deres advokat siger, at de sættes på fri fod, efter at der er betalt en kaution på godt to millioner kroner for dem.
- Jeg har modtaget de nødvendige underskrifter fra en dommer. Jeg regner med, at de er på fri fod senere onsdag, siger advokaten Masoud Shafii.
Schweiz' ambassade repræsenterer USA i Iran, da de to lande ikke har diplomatiske forbindelser.
/ritzau/AFP