En mand er blevet skudt og dræbt, mens to kvinder er såret på en amerikansk militærbase nær El Paso i Texas.
De amerikanske myndigheder er ved at undersøge omstændighederne i forbindelse med en skudepisode på militærbasen Fort Bliss nær El Paso i det vestlige Texas. Det skriver cnn.com.
En mand meldes dræbt af skud, mens to kvinder er såret, siger en talsmand fra basen ifølge CNN.
Manden, der ifølge myndigheder skød kvinderne, blev skudt og dræbt af sikkerhedspersonalet på basen.
Skudepisoden fandt sted i et supermarked på basen. Det er uklart, hvad motivet bag skyderiet er, og om manden og de sårede kvinder er militærpersonale eller civile.
/ritzau/