Ingen rapporter om tilskadekomne efter voldsomt jordskælv
Et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,4 er registreret i Stillehavet omkring 170 kilometer fra fiskerbyen Atka på øgruppen Aleutian, der er en del af Alaska. Der er indtil videre ikke rapporteret om ødelæggelser eller personskader.
Det oplyser U.S. Geological Survey. Myndighederne har udsendt tsunamivarsel gældende for kysterne i Alaska. Der er ikke varslet om tsunami for andre områder.
Øgruppen ligger omkring 1600 kilometer fra den største by i Alaska, Anchorage. Et halvt minut efter det første skælv, blev der registreret endnu et af tilsvarende styrke.
Jordskælv med den styrke er kendt for at skabe tsunamier. Er det tilfældet, vil bølgen ramme kystområder omkring klokken 6.15 dansk tid.
/ritzau/Reuters