Storbritannien lukker sin ambassade i Teheran og beordrer Irans ambassade i London lukket straks.
Storbritannien har beordret Irans ambassade i London lukket med øjeblikkelig virkning, siger Storbritanniens udenrigsminister, William Hague.
Samtidig har han også beordret Storbritanniens ambassade i Irans hovedstad, Teheran, lukket.
Det sker i kølvandet på de angreb, der tirsdag blev begået på to britiske ambassadeområder i byen.
I en erklæring til det britiske parlament siger Hague, at iranske diplomater "skal forlade Storbritannien inden for de kommende 48 timer".
Ved tirsdagens angreb på de britiske ambassadeområder i Teheran blev det britiske flag brændt af. Samtidig blev ambassadens kontorer angrebet med benzinbomber og bygningernes vinduer knust af sten.
/ritzau/Reuters