I et forsøg på at skaffe dna fra Osama bin Ladens familie iværksatte amerikanerne et falsk vaccinationsprogram
Den amerikanske efterretningstjeneste iværksatte et falsk vaccinationsprogram i den by i Pakistan, hvor man mente, at Osama bin Laden opholdt sig. Det skete i et forsøg på at få dna fra medlemmer af hans familie, skriver den britiske avis The Guardian.
CIA-agenter hyrede en lokal læge til at organisere programmet, efter at man havde fulgt en af bin Ladens kurerer til det, der viste sig at være hans skjulested i Abbottabad.
Inden de iværksatte aktionen mod bin Laden, ville amerikanerne have dna-prøver fra dem, der boede på ejendommen i Abbottabad og sammenligne dem med prøver man havde fra bin Ladens søster.
Lægen, der siden er blevet anholdt af den pakistanske efterretningstjeneste, indledte programmet i byen fattigste kvarter i et forsøg på at gøre det mere troværdigt.
Derfra bevægede man sig ind i forstaden, hvor bin Laden opholdt sig.
Det lykkedes en sygeplejerske at komme ind på bin Ladens ejendom, men ifølge pakistanske kilder lykkedes det hende ikke at få dna-prøver med ud, skriver The Guardian.
Bin Laden blev dræbt af amerikanske specialstyrker 2. maj.
/ritzau/AFP