Demokraterne og Republikanerne toppes om et midlertidigt budget, og USA løber tør for penge i næste uge.
Så er den gal igen. I næste uge vil USA's regering løbe tør for penge, medmindre Kongressen i en fart indgår en aftale. Det ser sort ud lige nu.
Det er en gentagelse af de opgør mellem Republikanere og Demokrater, som tidligere i år har udspillet sig om USA's budget og gældsloft.
- Vi er dødtrætte af det, og det amerikanske folk er også ved at kaste op over det, siger den demokratiske senator, Dick Durbin.
Kongressen skal senest fredag 1. oktober vedtage et midlertidigt budget, som skal løbe frem til midten af november.
Sker det ikke, vil der ikke være penge til regeringsansattes løn, og en række vitale samfundstjenester indstilles.
Det midlertidige budget er normalt en ekspeditionssag, men det er blevet højspændt, efter Republikanerne i Repræsentanternes Hus har valgt at imødekomme dets egen højrefløj i Tea Party-bevægelsen ved at spare på katastrofehjælp og subsidier til grøn energi.
Den republikanske formand i Repræsentanternes Hus, John Boehner, vandt fredag morgen budgetafstemningen med 219 stemmer mod 203. Forslaget indeholdt besparelser på grøn energi, heriblandt udviklingen af el-biler, for 1,6 milliarder dollar.
Det demokratiske flertal i Senatet meddelte natten til fredag, at det stemmer imod, hvis det i forvejen pengetrængende statslige katastrofeagentur FEMA og grønne udviklingsprojekter skal lægge for.
Republikanerne har afsat halvdelen af de cirka syv milliarder dollar, som, Demokraterne mener er nødvendigt, til katastrofebistand. FEMA vil allerede mandag løbe tør for penge og vil ikke være i stand til at betale sine ansatte lønninger.
USA har i år været ramt af usædvanligt mange storme, oversvømmelser og skovbrande, som har presset FEMA's budget til det yderste.
/ritzau/