Det amerikanske forsvarsministerium har efter "grundig vurdering" valgt at løslade to fanger fra Guantanamo-basen.
Nabil Said Hadjarab og Mutia Sadiq Ahmad Sayyab overflyttes til Algeriet, skriver Pentagon i en pressemeddelelse.
Det fremgår, at beslutningen er taget i overensstemmelse med præsident Barack Obamas ordre om en tilbundsgående vurdering af sagerne.
Denne vurdering, som har omfattet en række sikkerhedsfaktorer og forskellige myndigheder, har ført til, at de to blev godkendt til overflytning.
- USA er den algeriske regering taknemmelig over dens vilje til at støtte de løbende amerikanske bestræbelser på at lukke Guantanamo, hedder det i pressemeddelelsen.
Der er 164 fanger tilbage på Guantanamo-basen.
Da Obama tiltrådte i 2009, lovede han at lukke basen, men fire år senere er Guantanamo fortsat et politisk problem for Obama.
Hovedparten af fangerne er aldrig blev anklaget og deres sager ikke prøvet. Flere fanger har sultestrejket de seneste måneder.
Flere end halvdelen af fangerne er blevet godkendt til løsladelse, og der venter dem ingen anklager i USA.
/ritzau/AFP