Det Hvide Hus tror på, at Egyptens præsident har styr på situationen i landet, men USA vil ikke tage parti.
Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, sagde torsdag, at USA tror på stabilitet i den egyptiske regering på trods af de massive gadedemonstrationer mod den. Samtidig understreger han, at USA ikke tager parti i forbindelse med de egyptiske uroligheder.
På et pressemøde sagde Gibbs til journalister, at den egyptiske regering har en forpligtelse til ikke at optrappe situationen. Han tilføjede, at demonstranterne også havde en forpligtelse til ikke at optræde voldeligt og at afbrænde regeringsbygninger.
Gibbs svarede ikke direkte på et spørgsmål om, hvorvidt præsident Obama støtter præsident Mubarak eller ej. Talsmanden tilføjer, at præsident Barack Obama for nylig har opfordret den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, til at indlede politiske reformer.
- Det her er en proces, der bør dirigeres fredeligt. Det er en af vores største bekymringer. Vi mener, at præsident Mubarak og hans regering har mulighed for at bevise en vilje til at lytte til deres eget folk og til at gøre debatten bredere, sagde Gibbs
/ritzau/AFP