USA's banker kan forvente at få befolkningens vrede at føle, når de meget snart offentliggør chefernes årlige bonusudbetalinger. De ventes at blive rekordstore.
Mens mange af USA's største banker gør klar til at annoncere de årlige bonusser til selskabernes øverstkommanderende, er der samtidig udbredt bekymring for befolkningens reaktion på samme.
Den økonomiske krise og skattefinansierede hjælpepakker til den finansielle sektor har nemlig skabt modstand mod bankverdenens tradition om at belønne sine egne. Særligt når den almindelige amerikaner er bidragyder til gildet.
- Denne sæsons store bonusser kommer selvfølgelig til at støde det amerikanske folk. Det støder mig, siger Christina Romer, der er formand for præsident Barack Obamas råd af økonomiske rådgivere.
Samtidig siger talsmand i Det Hvide Hus, Robert Gibbs, mandag, at mange af bankcheferne "stadig ikke fatter det" i en hentydning til offentlighedens vrede over bonusserne.
John Liu, tilsynsførende embedsmand i New York, siger, at bankernes plan om at "udbetale rekordstore bonusser i kølvandet på den største skattefinansierede, økonomiske redningsaktion nogensinde, fornærmer vores følelser".
Analytikere mener, at bankerne bevæger sig ud på meget tynd is i kampen for at belønne de øverste medarbejdere. Omvendt kan det være svært at beskatte bonusserne yderligere, hvis man vil beholde de bedste hoveder, siger Douglas Elliott, der er tidligere investment banker og nu arbejder for nonprofit-organisationen Brookings Institute.
- Nogle af de ting, der er følelsesmæssigt tilfredsstillende lige nu, ender som regel med at skade os på længere sigt, siger han.
/ritzau/AFP