Manden bag en spektakulær amerikansk whistleblowersag med tråde til hele verden, den 29-årige it-tekniker og tidligere efterretningsmand Edward Snowden, chatter mandag med læsere på den engelske avis The Guardians hjemmeside.
Her fortæller han blandt andet, hvor vanskeligt det var at flygte fra USA, og hvordan han ser mulighederne for en retfærdig rettergang.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at den amerikanske regering ikke kan dække over dette ved at fængsle mig eller dræbe mig. Sandheden kommer frem, og den kan ikke stoppes, skriver Edward Snowden.
Edward Snowden valgte for nylig at afsløre et omfattende amerikansk overvågningsprogram af efterforskningsorganisationen NSA.
FBI har siden meddelt, at USA indleder en kriminalefterforskning og tager "alle nødvendige skridt" for at retsforfølge Edward Snowden.
Han anser sin chance for en retfærdig rettergang i USA for ikke-eksisterende.
- For det første har USA's regering - som med alle andre whistleblowers - umiddelbart og helt forudsigeligt ødelagt enhver mulighed for en fair retssag ved åbent at erklære mig skyldig i forræderi.
- Og regeringen har slået fast, at afsløringen af hemmelige, kriminelle handlinger, der er i strid med forfatningen, er en utilgivelig handling. Det er ikke retfærdighed.
Den 29-årige it-tekniker har senest vakt opsigt med sin afsløring af, at britiske myndigheder har overvåget andre landes politikere ved et G20-topmøde i London i 2009.
I forlængelse af den sag har Tyrkiet mandag indkaldt den britiske charge d'affaires til en snak om, hvorfor briterne angiveligt har overvåget den tyrkiske finansminister.
Edward Snowden er flygtet fra USA, og han har senest afsløret sit opholdssted som Hongkong. Han har ikke for nylig meddelt, hvor han befinder sig i øjeblikket.
/ritzau/