Wilders besøger endnu en gang Storbritannien for at vise sin omdiskuterede, islamkritiske film "Fitna".
Den højreorienterede hollandske politiker Geert Wilders er i London for at fremvise sin islamkritiske film "Fitna" for medlemmer af Overhuset.
Wilders blev nægtet adgang til Storbritannien i februar 2009, da han også havde planer om at vise filmen, men indrejseforbuddet blev siden underkendt.
"Fitna", der sidestiller islam med nazisme, er blevet betegnet som "anti-islamisk i stødende grad" af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
Wilders er inviteret til London af lord Malcolm Pearson, det medlem af Overhuset, der også stod bag invitationen af den kontroversielle hollandske politiker sidste år.
Besøget kommer dagen efter, at den 46-årige leder af Frihedspartiet sikrede sig en overvældende tilslutning ved lokalvalgene i Holland.
/ritzau/AFP