Musikeren Wyclef Jean har indleveret de nødvendige papirer for at kunne stille op ved præsidentvalget i Haiti i november, siger partitalsmand.
Hiphop-stjernen Wyclef Jean har nu officielt registreret sig som kandidat ved Haitis præsidentvalg den 28. november.
Han fløj torsdag til det fattige og jordskælvsramte Haiti i en privatjet for at få formaliteterne i orden.
- USA har Obama, her får I Wyclef, sagde han i sin første offentlige udtalelse, efter at han kom til landet.
- Vi skal leve sammen, arbejde sammen for at forandre Haiti, bygge flere skoler, tilføjede han og opfordrede de unge omkring ham til at få valgkort.
Haitis nuværende præsident, Rene Preval, der i 2007 udnævnte Wyclef til goodwill-ambassadør for landet, skal ifølge forfatningen træde tilbage, når hans nuværende embedsperiode udløber.
Wyclef Jean er grundlægger af den humanitære Yele Haiti Foundation, der har spillet en betydelig rolle i at sikre nødhjælp til Haiti efter jordskælvet.
Natten til fredag fortalte hiphopstjernen i programmet Larry King Live på CNN, at han håber at kunne føre den forarmede caribiske nation ind i en ny æra.
- Jeg mener, at vi 200 år har lidt under de samme ting, og det, jeg siger, er, at når du stemmer på Wyclef Jean, så prøver du noget nyt, forklarede han og fortsatte:
- Jeg repræsenterer ungdommens stemme, som udgør mere end 50 procent af befolkningen.
Wyclef Jean, der dannede hitgruppen The Fugees i 1990'erne, siger, at han blev inspireret til at søge ind i politik efter det altødelæggende jordskælv den 12. januar, hvor 250.000 blev dræbt og halvanden millioner blev hjemløse.
/ritzau/AFP