Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, er tilbudt amnesti, hvis han træder tilbage inden for 30 dage.
Yemens mangeårige præsident, Ali Abdullah Saleh, har fået tilbudt, at han ikke bliver retsforfulgt, hvis han træder tilbage inden for 30 dage.
Det siger et ledende medlem af Yemens opposition, som i to måneder har kæmpet for at få Saleh afsat.
- Der er en plan på bordet for præsident Salehs afgang. Den garanterer, at han ikke anklages, hvis han træder tilbage, siger Hassan Zayd, generalsekretær for det shiamuslimske Haq parti.
Han henviser til "igangværende forhandlinger" mellem Salehs styre og oppositionsgrupper om præsidentens afgang.
Forhandlingerne foregår i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, hvor en række udenrigsministre fra arabiske Golf-lande fungerer som mæglere.
- Tilbuddet venter på præsidentens godkendelse, siger Hassan Zayd.
Planen er, at magten overdrages til vicepræsidenten, der skal sidde i to måneder, mens et præsidentvalg planlægges.
Mindst 130 personer er dræbt under de seneste ugers demonstrationer mod Saleh og hans styre. De fleste i hovedstaden Sanaa.
Demonstranterne kræver frihed og politiske reformer.
Saleh har sagt, at han er parat til at træde tilbage i 2013, når hans mandatperiode udløber, eller hvis der afholdes valg.
/ritzau/AFP