Culthus er på banen med en nyhed fra Kulturfabrikken i Nykøbing.
NYKØBING Trænger du efterhånden til at få en koncertoplevelse fra den aller bedste skuffe, så har Culthus et godt tilbud til dig, dine venner, familie og kæledyr.
Torsdag 4. februar klokken 20 kan du nemlig opleve Pede B live fra Kulturfabrikken i Nykøbing F.
Det er ganske gratis for alle at se og lytte med. Du skal bare gå ind på Culthus Falsters Facebook site og tilmelde dig eventet.
Pede B har gennem de sidste mange år imponeret det danske publikum med udsolgte koncerter, anmelderroste albums og ikke mindst en imponerende evne til konstant at forny sig.
Han er en af de stærkeste hjemlige freestyle rappere - og er den eneste der har vundet MC's Fight Night hele tre gange, og positionerede sig som en af landets helt store improvisatoriske lyrikhelte.
Denne aften kan du smide ord op i chatten, som Pede B griber med fast hånd, lynbearbejder i både venstre og højre hjernehalvdel og returnerer direkte til mikrofonen elegant, sprødt og selvsikkert.
Det bliver 100 procent live og en helt igennem unik oplevelse.
Så fyld glasset med din ynglingsdrik, find de fede højtalere frem og lav din egen fest hjemme i stuen sammen med Pede B. og alle de andre, der kigger med.