Museum Lolland-Falster på byvandring i Stubbekøbing torsdag 24. marts.
STUBBEKØBING Kirke og kongemagt, krig og krise, havn og handel har været medvirkende til at skabe Stubbekøbing, som vi kender den i dag.
- Navnet Stubbekøbing kendes tilbage fra 1200-tallet. Endelsen "-købing" betyder købstad eller handelsplads, og forstavelsen "Stubbe-" henviser til træstubbe i området. Skoven blev nemlig ryddet for at give plads til byen, fortæller Anna-Elisabeth Jensen, souschef ved Museum Lolland-Falster og en af eftermiddagens guider.
Stubbekøbing er anlagt - i middelalderen - som en købstad ved Grønsund på næsset vest for Fribrødre Å. Kirken på torvet blev bygget i slutningen af 1100-tallet, på den tid hvor Valdemar den Store ofte samlede ledingsflåden i Grønsund for at tage på togt mod venderne, den slaviske befolkning syd for Østersøen.
Det og meget mere kan man høre mere om på en byvandring, der løber af stablen torsdag 24. marts klokken 15.
Starten går fra parkeringspladsen på hjørnet af Østre Havn og Jernbanevej.
Billetter skal købes på forhånd via museets hjemmeside.