I år er det 100 år siden, at den spanske syge ramte Lolland-Falster og resten af Danmark. Det markerer Lolland Falsters historiske samfund i foreningens årbog, der har særlig fokus på Nysted og også fortæller om en dramatisk tid på Maribosøerne og meget andet.
Den spanske syge er i fokus i årbogen for Lolland Falsters historiske samfund, der netop udkommer i disse dage. Sygdommen fik fatale konsekvenser for såvel familierne og det omgivende samfund, hvilket beskrives i bogen af speciallæge i samfundsmedicin Hans Trier, der beretter om, hvordan myndigheder og hjælpeorganisationer fik travlt med at dæmme op for katastrofen - blandt andet i amtets to største byer Nykøbing og Nakskov, hvor der på privat og kommunalpolitisk initiativ blev etableret nødlazaretter i 1918.
I den anden artikel "En Uhygge-stemning greb alle" beskrives influenzapandemien i Nysted af forfatteren Mathias Ingholt, der beretter om, hvorledes sygdommen havde både store økonomiske og sociale virkninger, selvom Nysted faktisk var et af de områder, hvor sygdommen ikke ramte særlig hårdt. Desuden berettes om lægernes uenighed om sygdommen.
Maribosøernes ofre
Maribosøerne er også i fokus i bogen, der fortæller, at søerne gemmer på et drama i et omfang, der nok vil overraske de fleste. I artiklen "Maribosøens ofre" fortæller Henrik Rasmussen, at 31 personer er døde i Nørre- og Søndersø i tidsrummet 1826 - 1896. Årsagerne til dødsfaldene er forskellige, men de oftest nævnte, at nogen er gået gennem isen og druknet, selvmord eller simpelthen uforsigtighed.
Religiøse stridigheder
Sognesekretær Søren Clausen har skrevet artiklen Skt. Birgitta Kirkes bygningshistorie 1897-2018, hvori han giver en grundig indføring i maribokirkens opførelse, dens inventar og indretning, ligesom han beretter om de ændringer, der er sket gennem tiden.
Årbogen handler dog også om andre emner, eksempelvis om handel og søfart i området med særligt henblik på Vestlolland i perioden ca. 1250-1660. Man kan også læse om en religiøs strid fra 1956, da Sognepræst Poul Kalmeyer fra Skovlænge-Gurreby pastorat udgav bogen Religion og Moral, der endte i en folketingsdebat, hvor der var støtte til Kalmeyer, der også fik opbakning fra sine sognebørn. Det er sognepræst Henrik Gade Jensen, der med artiklen "Kætteren fra Skovlænge: Sagen om pastor Kalmeyer" belyser den teologiske og politiske strid.
Fattighuse og fattiggårde
Endelig kan man læse om fattighuse og fattigårde i Lille Løjtofte omkring 1871, da fattiglemmerne skulle underlægges en tæt social kontrol ved at levere tvangsarbejde i marken og i husholdning som betaling for deres forsørgelse i fattiggården. Kommunen havde dog fejlvurderet behovet, og fattiggården kørte med underskud, indtil den blev nedlagt efter en snes år. Artiklen er skrevet af cand. mag. Joi Bay.
Bibliografi
Som det har været tradition i mange år, er der også i år en bibliografi over lokalhistoriske udgivelser om Lolland-Falster, som giver et fint overblik over, hvad der skrevet om Lolland-Falster, og som kan virke som inspiration til yderligere læsning om Lolland-Falster. Artiklen er skrevet af bibliotekarerne Dorte Tissot Hansen og Henning Hallberg.
I handlen nu
Årbogen kan købes i boghandelen, ligesom den kan købes elektronisk, enten i sin helhed og som enkeltartikler. Det sker på hjemmesiden for Lolland-Falsters Historiske Samfund, der også opfordrer til, at interesserede melder sig ind.