Fra 1. til 6. august er der udendørs festival på marken ved siden af Vestenskov gamle skole.
VESTENSKOV Vestenskov gamle skole tiltækker hvert år masser af unge mennesker, som vælger at holde rus-uge eller andre festlige sammenkomster i skolens bygninger, som lejes billigt ud.
I denne uge - fra 1. til 6. august - inviterer Frida Fjord til festival - ikke kun på Vestenskov gamle skole men også på markerne omkring.
Frida Fjord er kun 18 år, men kan allerede skrive festivalarrangør på CV'et. Hun har startet Baune festivalen, der skal være et samlingspunkt for hendes efterskole - Baunehøj, som ligge på Sjælland.
Efter et trist corona-år, der har sat en kæp i hjulet på alle sommerens festival-aktiviteter og det unikke sociale samvær, der følger med, besluttede hun sig for at arrangere sin egen festival for at tage revanche.
Det kommer nu til at foregå i denne uge på en mark ved Vestenskov.
Frida har sørget for scene, optrædener med tidligere efterskoleelever, et program med aktiviteter og som overraskelse har hun booket duo'en FRAADS til at optræde.
Fridas projekt er affødt af Soundboks' initiativ 'Prøv dig frem', der handler om at få flere unge til at kaste sig ud i nye initiativer. Hun har også fået støtte fra Tuborgfondet.