Kongeleddet er blevet for utrygt

RØDBYHAVN Ahmed, der ikke vil have sit efternavn i avisen, har siden 2011 boet i bebyggelsen, der med få minutters kørsel fra hans arbejdsplads Codan Medical i flere år lignede et perfekt sted at bo. Her er alt, som en børnefamilie skal bruge med mange legekammerater, gode legepladser, store boliger og naturen lige nedenfor.

- Her hilser alle på hinanden, når vi mødes i gården og opgangen, og når jeg går og roder med bilen på parkeringspladsen, så kommer folk med positive kommentarer, siger den tidligere vognmand, der i dag arbejder med produktion hos Codan. Ikke helt det samme som at arbejde med de store maskiner i hans tidligere hjemland, men så kan man jo kompensere ved at engagere sig i sin egen bil.

Og det med bilen var da også ren hygge indtil for et par måneder siden, da han pludselig en morgen fandt den oversprøjtet med maling, som var blevet hældt på en sennepsflaske. En omgang planlagt hærværk, som politiet desværre ikke lykkedes med at opklare. Mekanikerregningen løb op i tusindvis af kroner, som dog heldigvis blev betalt delvist af forsikringen.

Alligevel blev hærværket den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over for Ahmed, der få måneder forinden havde indbrud i sit kælderrum, hvor han ikke havde en forsikring, der dækkede.

Da politiet forleden hamrede på døren natten efter skyderiet i Kongeleddet, var det bare endnu en bekræftelse på, at han ikke længere ville blive boende her i kvarteret.

- Jeg ved godt, at de bankede på alle døre i kvarteret, og det ikke havde noget med mig at gøre. Men jeg er ved at være træt af det hele. Jeg har haft indbrud i mit kælderrum to gange, så da min bil også blev ødelagt, så tog jeg og min kone beslutningen om, at vi vil flytte fra Kongeleddet så snart det bliver muligt.

At Ahmed er gået til Ugeavisen med sin historie skyldes mest af alt undren. Undren over, hvem der vil ødelægge det tidligere så hyggelige kvarter. Og især undren over, hvem der kan have så meget imod ham, at de vil ødelægge hans bil.

- Jeg har gjort alt det, som der forventes i det danske samfund. Jeg har lært dansk, jeg passer mit arbejde og jeg opdrager mine børn til at være åbne og imødekommende. Min religion er islam, men vi er ikke særlig religiøse, og jeg bliver vred, når jeg hører, hvordan visse muslimske lande behandler anderledes troende og deres kvinder, siger flygtningen, der kommer fra byen Afrin, der tidligere hørte til en fredelig del af Syrien.

I hans hjemby udgjorde kurderne tidligere flertallet, men levede i harmoni med andre nationaliteter og religioner. Det samfund er siden blev ødelagt af terrororganisationen Islamisk Stat og senere besat af det kurdisk-fjentlige Tyrkiet.

- Det åbne og frie samfund, som jeg kendte eksisterer derfor ikke længere. Jeg ville aldrig lade min familie vokse op i sådan et land, siger den tidligere vognmand, der har mistet de fleste af sine ejendele og køretøjer, da han flygtede uden mulighed for at sælge ud.

Han ser derfor i dag Danmark som hans virkelige hjemland - ikke mindst Lolland, hvor han har tænkt sig at blive boende.

- Jeg har venner i Nykøbing og København, der synes, at jeg skal flytte til en større by. Men hvorfor skal jeg det? Mine børn har det godt i skolen, jeg har det godt på jobbet, og min hustru er glad for dansk-undervisningen på VUC og glæder sig til at komme til at arbejde i Danmark. Og så er her fantastisk dejligt og fredeligt langt fra de store byer, så vi nyder det, når vi i weekenden kan komme ud og cykle og nyde naturen.

Han tilføjer:

- Mit eneste problem er situationen i Kongeleddet, som jeg håber bliver løst, for selv om vi nok flytter i løbet af de næste par år, så bliver mange jo boende her, siger Ahmed, der understreger, at han fortsat vil arbejde for at have et godt forhold til alle naboer.

- Nogle naboer siger til mig, at hærværket måske bare skyldes, at nogen er misundelig på min bil. Det har jeg svært ved at tro, for folk plejer jo at respektere det, når man køber ting for de penge, som man tjener på at arbejde gennem flere år, siger den tidligere vognmand, der ikke vil gætte på, hvad der ellers kan være årsagen.

- Jeg ved det simpelthen ikke, og måske er det ikke personligt, for andre har også fået ridset og ødelagt biler i de år, jeg har boet her. Men er det noget personligt, så ville jeg ønske at folk kom til mig med et ærligt hjerte. Jeg tror rigtigt meget på ærlighed, dialog og ligeværdighed mellem mennesker, der gjaldt i min hjemby, inden terroristerne rykkede ind og gjorde halvdelen af befolkningen til undermennesker. Jeg tror, at alle kan forstå, at man flygter, når sådan en situation opstår og for enhver pris bare søger at komme til at bo et sted, hvor der er fredeligt og trygt igen.