Dåb er stærk tobak ?

Dåb er stærk tobak! Hver gang!

Man kan ikke blive træt af det. Der sker de forunderligste ting, når man døber - med dåbsbarnet og med én selv.

Måske fordi man mindes om sin egen dåb. En gang døbte jeg en lille dreng, hvis ansigt lyste så helt vidunderligt imod mig under dåben, og da jeg bagefter sagde til nogen fra menigheden:

" I skulle have set hans ansigt!"

Svarede de:

" Det var ikke nødvendigt, for vi kunne se dit!"

Barnets lys havde skinnet også på mit ansigt, fordi Guds lys skinnede på os begge - og jeg blev mindet om min egen dåb, som jeg jo ikke kan huske.

Det er der jo nogen børn, der kan. Dem der døbes før konfirmationen, og selv om det er dejligt at døbe de små, så er jeg nu ikke mindre betaget af at døbe de store.

Måske fordi vi netop i dåben alle bliver lige store - eller lige små. Fornemmer den nåde, der ligger i at være Guds barn først og sidst.



Da Jesus blev døbt åbnede himlen sig, og det gør den også når vi bliver døbt. Livet bliver i et kort glimt stort og smukt - også dér hvor det måske slet ikke er det.

Sådan var det med en stor dreng på 12 år, der hed Johan, hovedperson i Göran Tunströms " Tyven ".

Johan lever i en forhutlet familie og har ydermere en skævhed i ansigtet, som han har pådraget sig ved et fald som helt lille. Først da han bliver 12 år får familien taget sig sammen til at døbe den store børneflok, og det foregår mere eller mindre på samlebånd.

Johan står og venter på, at det bliver hans tur. Johan træder ind i en verden han ikke kender. Han lytter til ordene om Fadervor og det daglige brød, og mens han står dér i kirken glider han længere og længere ind i en verden, hvor intet menneske nogensinde har været.

Han kan næsten ikke få vejret, mærker at han slet ikke vil det her, og ønsker samtidig at det aldrig holder op. Han forstår ikke, hvad der bliver sagt og mærker, at det er dét, der er det vigtigste, at det her er så ubegribeligt meget større end ham selv, at han slipper for genkendelsen. Han er ved at blive anderledes.



Da præsten siger " i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn", er det som om alle ord har store bogstaver. Et øjeblik var hans skæve grimme ansigt fyldt ud. Han mærker efter.

Nej, det er det samme gamle ansigt, som han kun kender alt for godt. Men måske har han ikke været hurtig nok, tænker han, for ansigtet havde været nyt, bare et øjeblik, et helt nyt ansigt!

Lige netop længe nok til at han vidste, hvordan det kunne føles.



At blive døbt er at få et nyt ansigt, at der siges noget til os fra vores ophavs dyb.

I Kristentroen møder vi altid en anden, et ansigt et navn, der ikke er mit, et navn der skænkes mig. Vi skal vokse væk fra moderliv og faderfavn og stå ansigt til ansigt.

I Kristus ser vi, at vi ikke har en kortluntet hævnende Gud. Vi har en Gud, der har et ansigt som en menneskesøn, en Gud der under hver af os et ansigt.

Et ny ansigt, dåbens anseelse, dåbens ansigt.