Filmatiseringen af bestselleren ?Mænd der hader kvinder? er en uafrystelig biografoplevelse, skriver Folketidendes anmelder, der giver filmen topkarakter, 6 ud af 6 stjerner
"Mænd, der hader kvinder"
Manuskript: Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel efter Stieg Larssons roman
Instruktion: Niels Arden Oplev
Af K.E. WATZ
ew@folketidende.dk
Tusindvis af danskere har læst den svenske forfatter Stieg Larssons bestseller "Mænd, der hader kvinder", der i 2005 blev kåret til Nordens bedste krimi, og de vil formentlig ikke blive skuffet over den danske instruktør Niels Arden Oplevs filmatisering af bogen.
Men skulle der være nogen, som finder, at filmen ikke matcher bogen, er det faktisk uden betydning, for filmen er fremragende, et selvstændigt spændingskunstværk af den uafrystelige slags. Og en triumf for instruktøren, der har forstået at udmåle spænding, action og sadistiske scener i passende doseringer. Filmen spiller toogenhalv time og er ikke ét sekund for lang. Man er med, ja, mildest talt henrevet, fra første til sidste billede, og man rånyder Michael Nyqvist og Noomi Rapace som filmens umage tandempar, journalisten Mikael Blomkvist og superit-hackeren Lisbeth Salander, der samarbejder om at løse et familiemysterium, der trækker blodige spor flere årtier tilbage i tiden.
De to hjælper en tidligere direktør for en af Sveriges store industrikoncerner (Sven-Bertil Taube) med at løse en gåde, der har plaget ham i 40 år. I midten af 1960'erne forsvandt en af hans unge kvindelige slægtninge pludseligt og sporløst, og han er sikker på, at der ligger en forbrydelse bag. Journalisten og hackeren afdækker efterhånden en stribe forbrydelser, der alle handler om unge kvinder, der er blevet mishandlet og myrdet af mænd, der hader kvinder. Og opklaringsarbejdet kædes behændigt sammen med skildringen af, hvad hackeren bliver udsat for af overgreb, først af sin far, senere, da hun bliver umyndiggjort, af sin mandlige værge. Temaet kvindevold gennemspilles for fuld udblæsning og dermed tegner filmen et forstemmende billede af et samfund, hvor vold mod kvinder ikke er et særsyn. Romanens velkomponerede plot, der ikke skal afsløres her af hensyn til dem, der eventuelt ikke har læst romanen, er mere indviklet end som så, og det er faktisk ærgerligt, at man kender det på forhånd, fordi filmen bygger spændingen om det meget fint op. Til gengæld kan man så glæde sig over, at valget af Noomi Rapace til rollen som den tatoverede, piercede og fandenivoldske hacker med dybe ar i sjælen er perfekt. Hun udfylder rollen overbevisende og gør Lisbeth Salander til den mest spændende karakter i filmen, blandt andet fordi hun så at sige kæmper med at afsløre mænd af samme infame type, som hun selv er blevet skadet af, og fordi hun konsekvent nægter at tage offerrollen på sig. Faktisk bliver hun smukkere og mere afklaret, efterhånden som hun arbejder sig frem, og hun går fint i spænd med Michael Nyqvist, der fremstiller journalisten som en retskaffen og mere eller mindre ulidenskabeligt type, der er præget af at være sendt ud i tovene efter en fængselsdom for bagvaskelse af en hovedrig, men snusket erhvervsleder.
Og så er det fint i denne kompetente romanfilmatisering, der topper både håndværksmæssigt og spændingsmæssigt, at se en krimigåde løst med moderne hjælpemidler som computere, fototeknik og så videre.
Og så er hun lidt af et rovdyr når hun støder på dumme svin. Og det sker i denne fabelagtige historie. Håndværksmæssigt og spændingsmæssigt kompetent romanfilmatisering.