Se hvad Folketidendes anmelder giver den nye film "Kærlighed i koleraens tid".
Efter roman af Gabriel García Márquez
Manuskript: Ronald Harwood
Instruktør: Mike Newell
Danmarkspremiere i Scala, Nykøbing den 25. april
Ifølge et gammelt dansk ordsprog ruster gammel kærlighed som bekendt ikke. At det åbenbart er et internationalt fænomen, fremgår af, at den colombianske Nobel-pristager Gabriel García Márquez har givet et udødeligt eksempel på det i sin berømte bestsellerroman "Kærlighed i koleraens tid", der nu 22 år efter udgivelsen er blevet filmatiseret. Den handler om et forelsket par, der må vente 53 år, syv måneder og 11 dage på at få hinanden og leve deres kærlighed ud.
At romanen ikke for længst har fundet vej til biograflærredet skyldes sandsynligvis, at alle, der hidtil har haft planer om det, formentlig har fundet den ufilmatiserbar. Det er da heller ikke lykkedes den britiske Harry Potter-instruktør Mike Newell og manuskriptforfatteren til bl. a. "Pianisten", Ronald Harwood, at skabe en film med samme vingefang som det litterære forlæg. Der er tale om en meget flot fotograferet, atmosfærefyldt og på sin vis også velspillet film, der imidlertid bevæger sig så meget på romanhandlingens overflade, at den ikke fænger umiddelbart, og at kærlighedshistorien heller ikke bliver ubetinget medrivende. Lommetørklæderne kan man godt lade blive derhjemme.
Folketidendes anmelder giver filmen 3 stjerner
De sydamerikanske landskaber, hvor filmen er indspillet, giver filmen en vis magisk kolorit, men filmen mister samtidig meget af sin magiske realisme og sydlandske lidenskab og glød, fordi skuespillerne taler amerikansk. Romanens blanding af realisme og illusion kunne også være ramt mere præcist. Og det kniber for Hollywoods nye latinamerikanske førsteelsker, Javier Bardem, der har den mandlige hovedrolle som den forsmåede elsker Florentino Ariza, at holde lidenskaben kogende gennem alle årene og alle forhindringer, sociale skel, krige og kolera, indtil han kan forenes med den gudeskønne Fermina Daza (Giovanna Mezzogiorno), som han allerede som purung måtte give afkald på. Hun gifter sig med en anden, og først da hendes mand dør, ligger vejen åben for parrets lagrede kærlighed. At de tos hjerter stadig banker i takt efter godt og vel et halvt århundredes adskillelse opleves som et postulat, man nødvendigvis må sluge for overhovedet at blive fanget ind af filmfortællingen.
