Halinspektør jagter nye indtægter. I løbet af i år skal der tjenes mindst 1,2 millioner kroner på forskellige arrangementer.
Halinspektør Hans-Henrik Hansen skal ikke kun sørge for, at foreningslivet i Guldborgsund har gode betingelser i Nykøbing F. Hallen.
Af byrådet er han også sat til at sørge for, at der ruller penge ind i kassen - og det har ikke været nogen helt nem opgave i den senere tid med finanskrise og smalhals generelt i samfundet.
Men en ny formel aftale om, at hallen først og fremmest skal være en kommerciel forretning, bliver det lidt nemmere.
- Vi er blevet pålagt af byrådet at lave en kommerciel indtægt. Det skal vi leve op til, og det forsøger vi også efter bedste evne. Og derfor har det været vigtigt for mig, at vi formelt fik nedfældet de principper, der jo egentlig har været gældende praksis igennem mange år. Og det ved foreningerne også godt, siger Hans-Henrik Hansen og fortsætter:
- Der er jo heller ikke tale om, at der er nogen, der skal jages ud. Desuden skal man huske på, at vi med hal 3 har fået noget ekstra kapacitet, siger han.
I løbet af i år skal hallen tjene mindst 1,2 millioner kroner på sin kommercielle forretning.