Japanskfødte Tomoko Kitamura Nielsen fra Brandstrup har iværksat en støtteindsamling til fordel for de katastroferamte i Japan. Men bidragene strømmer ikke ligefrem ind endnu.
Katastroferne er på det nærmeste haglet ned over især det nordlige Japan i løbet af den seneste tid.
Det kraftige jordskælv, der blev efterfulgt af tsunamier og efterfølgende udløste brande og eksplosioner på atomkraftværker har på en trist og skræmmende måde sat Japan i hele verdens søgelys.
I Brandstrup på Sydloland - langt væk fra alle problemerne, men alligevel med det hele tæt inde på livet - sidder den japanskfødte journalist Tomoko Kitamura Nielsen. Hendes forældre, bror og mange venner bor stadig i Japan, så Tomoko følger naturligt nok sitiationen i landet tæt.
Og de mange beretninger om død og ødelæggelse fik hende i sidste uge til at oprette en støtteindsamling på Facebook til fordel for japansk Røde Kors under navnet "Hjælp Japan".
Men indsamlingen har fået en lidt langsom start.
- Indtil videre er der kommet 1.450 kroner ind, inklusive mit eget bidrag. Der er 50, som støtter "Hjælp Japan", men foreløbig er der kun tre, som har doneret, fortæller Tomoko Kitamura Nielsen.
Hun håber derfor, at mange flere vil støtte indsamlingen både moralsk og ikke mindst økonomisk. Bidrag kan doneres via Nordea til reg.nr. 0712 og kontonummer 6885219738.
Hele beløbet går ubeskåret til japansk Røde Kors, oplyser Tomoko Kitamura Nielsen.