BILLEDSERIE OG VIDEO: En stor pakkepostbil fra Post Danmark kom på afveje ved Ønslev.
Så vidt vides er ingen personer kommet noget til, men dagens pakkepost kommer nok lidt senere frem til Nykøbing end ventet.
En stor Post Danmark-lastbil fyldt med pakkepost skred i morges ud i det glatte føre og endte halvt nede i en grøft lige ved et hus på Nykøbingvej tæt ved Ønslev på Nordfalster.
Bilen holder nu og venter på en anden lastbil, for at man kan omlæsse de mange pakker. Når den forulykkede lastbil er tømt, vil den derefter blive trukket op igen, oplyser Folketidendes mand på uheldsstedet.
Ved 09.15-tiden blev Falcks brandfolk tilkaldt, da man gerne vil have tømt benzintanken. Derefter er det planen, at tanken skal fjernes helt fra bilen. Der går derfor endnu en time eller to, før man er færdige på uheldsstedet, lyder meldingen fra Folketidendes reporter.
Derudover går trafikmeldingen fra området på, at trafikken glider stille og roligt afsted med 40-50 km/t.
Se billeder fra uheldet her