BILLEDSERIE og VIDEO: I syv år har Jens Andersen kørt sneplov. Hans rute er ikke blandt de populære, for der er mange mindre veje, hvor kan være svært at komme frem.
Jens Andersen har ikke kørt mange kilometer, før han møder den hvide mur. Den kommer pludseligt og uden varsel. Fra at have haft fuldt udsyn til begge sider er han pludselig fanget i den hvide sky af sne, som gør det næsten umuligt at orientere sig og skelne vejen fra marken.
Den 45-årige sneplovsfører er i gang med sin vante rute, der blandt andet tager ham ud på de mellemstore veje omkring Hasselø, Bøtø, Marielyst og Idestrup. Og muren på Tangetvej omkring Idestrup er langtfra den eneste, han møder på ruten. Flere steder holder der også biler, som har måttet opgive, og som Falck eller Dansk Autohjælp endnu ikke har haft tid eller held med at trække fri.
Se flere billeder fra reportagen - KLIK HER
- Når man ikke kan se snepælene, kan man godt komme i tvivl om, hvor man egentlig kører. Selvom det er slemt i dag, så var det faktisk værre i går. Her lå der snedriver på over en halv meter, og flere biler holdt på tværs af vejen. Selv sad jeg også fast og måtte have en kollega ud og trække mig fri. Sne har helt utrolige kræfter, og kan også sagtens vælte en lastbil af vejen, fortæller Jens Andersen med henvisning til den sneplov, han allerede klokken 8.00 torsdag morgen har siddet fire timer i, og som han nu forsøger at tvinge igennem de høje snedriver uden egentlig at kunne se frem for sig.
Værst ser det ud på de åbne strækninger, hvor det fyger meget. Her er det flere steder umuligt at se, at Jens Andersen for under en halv time siden faktisk har været forbi med sin sneplov. Netop derfor undrer han sig også af og til, når han ser, hvordan folk alligevel forsøger at bevæge sig ud på de mange steder ufremkommelige veje.
- I går mødte jeg for eksempel en mand, der var kørt fast omkring Idestrup. Den eneste grund til, han var kørt ud, var, at han skulle til banko. I sådanne situationer kan jeg da ikke lade være med at tænke, at han nok bare skulle være blevet hjemme og have lavet sig et spejlæg, griner Jens Andersen.
Generelt bliver han som sneplovsfører mødt med meget blandede reaktioner.
- Der er selvfølgelig altid nogen, der brokker sig og som ikke kan forstå, at lige netop deres vej ikke er ryddet. Mange har heller ikke respekt for os, når vi kommer i sneploven, men forventer at vi flytter os for dem. Når det er sagt er det da gudskelov de fleste, der er glade for, at vi kommer, fortæller Jens Andersen.
Når det sner, som det gør nu, ved han da heller aldrig rigtig, hvor lang hans dag bliver. Sidste år havde han omkring 400 overarbejdstimer, men også nu arbejder han næsten i døgndrift for at holde vejene åbne for de bilister, der vover sig ud.
- I går arbejdede jeg fra klokken fire om morgenen til 20 aften. Det er sjovt de første dage, men jeg må indrømme, at jeg allerede nu glæder mig til foråret, siger Jens Andersen, der derfor også er godt træt, når han endelig har fyraften.
- Det er anstrengende hele tiden at koncentrere sig så meget. Og selvom jeg kommer sent hjem, så kan det være svært at falde ned. Normalt skal jeg lige sidde en times tid – læse avisen eller gå en tur med hunden – før jeg kan sove.
Alligevel vil Jens Andersen ikke bytte sit job som sneplovsfører med noget andet.
- Det er hårdt at arbejde så mange uger uden fridage, men i dette job ved man aldrig, hvad dagen bringer, og den udfordring kan jeg godt lide.
Som sneplovsfører får han dog af og til også nogle lidt anderledes opgaver. Sidste år blev han på sin rute for eksempel vinket ind foran en ambulance, der kørte med en person med hjertestop. Da var han med til at rydde vejen til sygehuset.
- I sådanne situationer bryder man selvfølgelig sin rute og gør, hvad der er nødvendigt. Og så føler man virkelig, at ens jobbet nytter, siger Jens Andersen.
