En 23-årig mand fra Horsens er blevet anholdt i Jylland og fremstillet for en dommer i Nykøbing i et grundlovsforhør for lukkede døre som sigtet for røveri i Maribo i april. Nu er han varetægtsfængslet i fire uger frem.
MARIBO Tidligt om morgenen klokken 07.05 den 25. april i år begik to maskerede mænd røveri i Nettos supermarked i LollandsCentret i Vestergade i Maribo.
Det lykkedes at slippe af sted med 46.000 kroner ved at true personalet med en kniv, og de to mænd kørte fra stedet på to damecykler.
På grund af de to damecykler var formodningen fra starten af efterforskningen, at der var tale om lokale gerningsmænd, men det viste sig ikke at være tilfældet. I hvert fald ikke for den enes vedkommende, hvis ellers sigtelsen holder.
Sigter 23-årig jyde
Torsdag kunne politiet anholde en 23-årig mand fra Horsens, som nu er sigtet for røveriet.
Manden blev sendt til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og her blev han fredag fremstillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.
Ved grundlovsforhøret bad anklagemyndigheden om dørlukning af hensyn til efterforskningen. Det gør man rutinemæssigt, når der er en gerningsmand på fri fod, og det accepterede dommeren i retten.
Sparsom med oplysninger
Af hensyn til dørlukningen holder politikommissær Kim Brønnum, Nakskov Politi, kortene tæt ind til kroppen, så han kan ikke komme nærmere ind på, hvordan politiet er kommet på sporet af den jyske mand i denne sag.
Han vil alene oplyse, at manden nægter sig skyldig, og at han er kendt af politiet i forvejen.
Det er således uvist, om politiet også er i nærheden af at sætte navn på medgerningsmanden.
Fængslingsfristen er sat til fire uger, således at den udløber tirsdag 21. juli.