En bilist kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet, og ialt 39 fik fartbøder, da fotovognen onsdag var ude på de lokale veje.
93 kilometer i timen på en strækning, hvor højest tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.
Den slags koster udover en velvoksen bøde også en betinget frakendelse af kørekortet, hvis man bliver snuppet, mens det sker, og det gjorde det for en bilist på Vesterskovvej i Nykøbing onsdag aften.
Her holdt en af politiets fotovogne nemlig fra klokken 18.20 til 22.15, og i løbet af det tidsrum blev ialt 26 bilister blitzet for at køre for stærkt. Udover den førnævnte betingede frakendelse kan en anden bilist se frem til et klip i kørekortet.
Umiddelbart inden, fra klokken 15.25 til 18.10, var fotovognen ude til en bestilt fartkontrol på Østerbrogade få hundrede meter fra Vesterskovvej. Her blev tre bilister noteret for at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Her var højest målte hastighed 60 kilometer i timen.
Onsdagens sidste lokale fartkontrol fandt sted på Maribovej i Nakskov fra klokken 15.35 til 20.15. Her blev 10 taget for at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Tre af dem havde så meget fart på, at det udløser et klip i kørekortet.
Højest målte hastighed var her 76 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport.