Det nyttede ikke noget for en mand, som var mistænkt for at planlægge indbrud, at han gemte sig i et træ.
En 34-årig mand fra Hvidovre mistænkes for sent fredag aften at ville begå indbrud i en ejendom på Lytteshøjvej uden for Lundby.
En anmeldelse til politiet om, at manden virkede mistænkelig, gjorde, at en hundepatrulje blev sendt afsted til området. Men manden var ikke lige at finde, indtil en politihund kiggede og snusede op i et træ, oplyser lokalpolitiet.
Synet af politihunden fik tilsyneladende manden til at klatre ned fra træet igen. I nærheden holdt den bil, som den 34-årige erkendte, at han var ankommet i, og hvor der var forskellige indbrudsredskaber.
Den 34-årige blev sigtet for forsøg på indbrud, og da politiet fandt 15,72 gram hash, som den 34-årige havde på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter endt afhøring blev den 34-årige løsladt igen.