Politipatrulje valgte at afbryde eftersættelsen, men fik senere fat på bilisten.
En civil politipatrulje på Lolland blev torsdag klokken 21.48 overhalet af en svensk BMW, der åbenbart havde travlt med at nå gennem Danmark.
Bilen kørte meget hurtigt, og politiet valgte at eftersætte den i motorvejens nordgående spor.
Da patruljevognens speedometer stod på 237 kilometer i timen, og den store BMW stadig trak fra, valgte patruljen at afbryde eftersættelsen.
Det var dog kun en kortvarig stund, at den svenske bilist undslap dansk politi. Omkring Dronninghave på Falster var trafikken så tæt, at politiet kunne bringe BMW'en til standsning.
Bag rattet sad en 37-årig svensker, og han kunne for en tid stoppe sin rejse til Sverige og rykke på hotel i Vordingborg.
Politiet vil nemlig, med loven mod vanvidsbilisme i hånden, forsøge at beslaglægge den svenske BMW, og derfor havde den 37-årige mand intet at køre hjem til Sverige i.