Ambulancen kommer drønende imod dig. Du registrerer først det selvlysende, gule skær og de blinkende forlygter. Så de blå blink på taget. I et nanosekund sendes impulser fra dine øjne via kroppens centralstation, hjernen, til dine arme og ben. Du ved, hvad du skal gøre. Du letter din højre fod og flytter den nogle centimeter over mod den anden pedal. Kigger over den ene skulder og orienterer dig til siden: Kan jeg trække ind hér? Når dine sanser har givet dig accept, holder du dér og venter. Et, to, måske ti sekunder, mens ambulancen kører forbi. Så genoptager du det, du var i færd med: At køre mod dit mål og rejse videre gennem dine uendelige strømme af tanker.
Vi passerer omtrent en ambulance hver dag. Men hvor ofte tænker du over, kære læser, om du mon kender vedkommende, der ligger i ambulancen og lige nu oplever sit livs mest skæbnesvangre sekunder? Hvor tit tænker du på det?
Jeg tænker ikke på det denne formiddag, hvor ambulancen kører forbi mig. Jeg er på vej tilbage til familien i sommerhuset på Marielyst. Solen skinner – for én gangs skyld. Der er høje skyer på himlen. Det kunne måske blive en af de sommerdage, vi har ventet så længe på.
Så blinker forlygterne. Den selvlysende, gule farve. De blå blink. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg holder i den græsgrønne rabat, mens ambulancen kører i det usynlige midterspor mellem færgetrækket fra Gedser og mig. Da ambulancen er ud for mig, mærker jeg et kolossalt lufttryk og tænker, at med den fart kan der ikke undgå at ske en ulykke.
Så speeder jeg op, jeg er videre. Videre i mine tanker om den dejlige weekend, vi skal have med teatertur og besøg af nogle af de bedste venner. Videre i mine minder fra aftenen i går, hvor vi havde en hyggelig familieaften med gin-tonic på terrassen og en god middag. Videre i min plan om at overraske familien med en spontan solnedgangs-pic-nic, hvis vejret tillader det. De lette skyer danser over himlen. Jeg undrer mig over, om solnedgangen vil være flottest fra bakketoppen i Væggerløse, eller om der er bedre udsigt fra Hasselø. Så drejer jeg om hjørnet, og nej, ambulancen tænker jeg ikke mere over.
Livet er så skrøbeligt og uforudsigeligt. Livets lyn kan slå ned meget hurtigere, end det tager at tænde livets gnist. Hver dag ser vi lynet ramme, men vi tror aldrig, at det rammer os selv eller vores nærmeste. Hvad ville vi have ændret, hvis vi vidste, at vedkommende i ambulancen var én, der stod os meget nær?
Hjulene kører ind på den lille grusvej, og der er heftig sommeraktivitet. En dame kommer cyklende, hilser. Jeg kan se, at min far står ude på vejen og taler med vores naboer, der nu begynder at gå mod mig, hilser, smiler. Min far smiler, da jeg kører ind i indkørslen. Okay, så er han ikke vred over, at jeg havde glemt min mobil på køkkenbordet, inden jeg kørte til Nykøbing en times tid tidligere. Jeg stiger ud af bilen og lægger knap mærke til, at han ikke har været i bad endnu. Han lægger armene om mig og hvisker ned i mit hår: ”Nu må du ikke blive ude af den…” Jeg får øjenkontakt med min mor. Hendes øjne er røde, hævede. ”Men, morfar…”
Min far når ikke at sige mere. Jeg tager nogle store, vilde spring rundt i haven, før jeg udbryder: ”Nej…” Jeg behersker mig, og et billede kommer op for mine øjne. ”Ambulancen?”
”Så du den?” spørger min mor. Eller er det min far? Jeg husker det ikke.
”Ja, jeg så den. Jeg har aldrig set en ambulance køre så stærkt.” Så går det hele i stå – lynet er slået ned.
Her nogle uger senere står det klart, at min morfar nok aldrig bliver den samme igen. Livets gnist er blevet ramt af lynet. Min charmerende morfar, der som 90-årig stadig klarede alt selv, spadserede København rundt og var på fornavn med alle på Islands Brygge. Min syngende morfar, der altid var frisk på at give et nummer. Min dansende morfar, der altid lige skulle have en sving-om eller en sjæler med alle damerne, når der var fest. En akut hjerneblødning. Lam i venstre side. Uforståelig tale. Sondemad og væske i drop. Ellers ved fuld bevidsthed. Kan man forestille sig en værre tilstand for et menneske fuld af bevægelse og livsglæde?
Jeg bliver ved med at tænke på den ambulance. Som om den kørte væk med min friske morfar og afleverede min syge morfar på hospitalet. Jeg har sådan en lyst til at vende min bil midt i færgetrækket fra Gedser og køre efter ambulancen. Jeg ville bede ambulancefolkene om at sætte livets gnist af hos mig sammen med minderne, og så kunne de køre videre med dårligdommene fra lynnedslaget.
Kære læser, du ved aldrig, hvem der ligger i den ambulance, der kører imod dig, eller som overhaler dig. Man bliver aldrig klar til, at lynet slår ned hos ens nærmeste. Men jeg beder dig, overvej lige, om du mangler at give noget til nogen af dem, du elsker. Du behøver ikke at svare nu, kære læser, men jeg haft lidt tid til at tænke over det: Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg have serveret en ekstra gin-tonic til morfar og taget en smøg med ham på terrassen, inden jeg puttede ham godnat den sidste aften.
For kære læser, man ved jo aldrig, om der er gin, tonic og smøger det næste sted, man kommer hen.