Kører man en halv snes kilometer mod vest ad landevejen fra Stubbekøbing retning Nørre Alslev, dukker der en ny og egentlig praktisk anbragt skiltepark op, lige ved det gamle meje-ri. Alle 6 skilte peger samme vej, mod syd. Venstre halvdels tre skilte er skrevet med blå seværdighedsfarve. Færdselsloven kalder den slags skilte for ”servicevisningstavler” selv om det i denne her sammenhæng reelt er ”seværdighedstavler”.
Hænger du på endnu? I avisudgaven fra den 11. juni kan du se et billede af det hele.
Den højre skiltehalvdel fortæller, at man også kommer til Tårup og Gundslevmagle, hvis man drejer ned ad Blichersvej, og fortsætter man lidt længere endnu bliver det Torkilstrup, en perle af koncentreret Danmarkshistorie. B. S. Ingemann blev født på præstegården i Tor-kilstrup, Ingemann er den lyse digter, det er bare at finde salmebogen frem og slå op på nummer 749: ”I østen stiger solen op”.
Attraktioner og seværdigheder
Hvad står der så på de blå skilte med lokale seværdigheder? Pilene mod Zoo og traktormuse-et er sikkert mest en hjælp til turister og andre nysgerrige. På traktormuseet kan man få et indblik i et nok så betydningsfuld del af dansk kulturhistorie, nemlig mekaniseringen af landbruget. Os der har tilbragt gode dele af barndom og ungdom på en Grå Ferguson ved af egen erfaring, hvad det drejer sig om. Den zoologiske park med krokodiller, slanger og andre reptiler fortæller også historie, naturhistorie. Her kan vi på magisk vis komme millioner af år tilbage i klodens historie, da disse skabninger vist ikke har udviklet sig så meget, de har sim-pelthen ikke fulgt med; det er de nu ikke ene om skal det vise sig om lidt.
Dyrene i denne dyrepark går ikke for at være de smarteste sammenlignet med fx grise og hunde. ”Reptilhjerne” bruges gerne om individer, der reagerer impulsivt uden at hverken fornuft eller forstand når at gribe ind.
Lige over ”Krokodille Zoo” er der et tredje og sidste turistskilt. Det står der ”Statsfængsel” på. Det er et lidt mærkeligt ord, da der ikke findes andre fængsler end statsfængsler. Det er også underligt at fængslet optræder som turistattraktion, for der er vel ikke noget mindre tiltrækkende end netop den slags husly.
Men hvad laver en krokodille sådan i løbet af en arbejdsdag?
Ikke så forfærdelig meget. Krokodiller er ludende og dovne, men frække og hurtige når det tager dem, de ligger nemlig på lur efter noget levende foder ved det vandløb, de forskellige dyrearter skal ned til for at fikse væskebalancen. I Australien kan det ifølge Crocodile Dun-dee være en kænguru eller en turist. Dovne og smådumme, jo, det er de, men ikke mere end at de har opfundet en måde at gemme overskydende bytte bort på, så de kan få fat i det den dag, der ikke lige kommer byttedyr forbi. Ligesom krokodillen gemmer og konserverer, hvad den har hugget, kan Knud oppe på land have fundet et sikkert gemmested til ”sin” Ascona, amfetaminen og det værktøj, der rent faktisk står en anden mands navn på.
De virkelige banditter
Skal man tro økonomernes vurderinger og tal fra Bagmandspolitiet sidder dem med de stør-ste snabler nede i vores fælles pengekasse i diverse skattely eller i Nordsjælland, eller hvor finanskapitalens luskebukse nu har slået sig ned, jeg aner det ikke, jeg kender ingen af dem. Men tyveri, det er det. Og det er ikke en Opel Ascona eller amfetamin i 10.000-kroners klas-sen, vi snakker om, men xx procent af et statsbudget. Hvem der skal ind og ruske i Storstrøm Fængsel aner jeg ikke, mest sandsynligt åler disse mega-Lacoste-krokodiller sig fri med de-res godt gemte og ”glemte” skattemilliarder. Skulle netop de komme for en domstol og siden blive dømt, ender de sikkert i et fængsel sammen med et andet socialt segment end det, der fylder i Storstrøm Fængsel. Her vil man nemlig træffe på Knud og alle de andre mænd, som har oplevet at nok så meget har vendt dem ryggen op gennem livet; som bekendt har vi det med at afvise det, der gang på gang vender os ryggen. Oveni ved vi med sikkerhed at svær-hedsgraden af psykiske lidelser og niveauet af alskens slags misbrug blandt fængselsindsatte ligger langt over landsgennemsnittet, modsat er det med uddannelsesniveauet. Det er altså i modvind og op ad livsbakken mange af de indsatte ankommer til Storstrøm Fængsel. Der fik du samtidig svaret på, hvor sandsynligt det er, at du selv havner i den kachot.
”Alle mennesker er noget værd”
Det står der på Kirkens Korshærs indsamlingsbannere ved juletid. Jo, det kan de og vi jo godt mene. Guldborgsunds kommunale blå banner på Blichersvej smider imidlertid et helt andet værdisæt efter os. For mens politibilen svinger ned ad Blichersvej skal den dømte altså lige have den lokale officielle stigmatiserende f… up! finger-hilsen med på vejen: REPTIL-HJERNE!! Ikke ligefrem en fed identitetsmarkør, hverken for den snart indsatte eller for afsenderen Guldborgsund Kommune. Jeg kender ikke til andre skilteskove, der er så eklatant kiksede som denne.
Jeg kan ikke tro, at man lokalt har tænkt på, at fængslet optræder som turistattraktion, og at man rangerer de indsatte niveauet lige over disse glubske, utilregnelige og knap så skarpe reptiler. Menneskesynet bag skilte-stuntet er helt i tråd med de folketingsflertal, som for ti-den forlyster sig med at skambanke efter noder, bl.a. dem der bor i de socialt udsatte bolig-områder, og ellers slå vildt om sig med smykkeloven og burkaloven. Er det virkelig alle byrødder i Guldborgsund Kommune – med bagland – der finder sin politiske mission i at råbe hånende ukvemsord efter alle dem, som ikke lige har sit på det tørre?
(Indlægget er den korte version af artiklen ”Har et vejskilt, krokodiller og retspolitisk praksis noget med hinanden at gøre?”, der er med i den sidste nye udgave af det danske tidsskrift SOCIAL KRITIK, nr. 153)
Bent Olsen, Strandskiftet 2 i Stubbekøbing. bentolsen10@gmail.com