En uvurderlig hjælp

STUBBEKØBING I december blev fem killinger og deres mor fundet i en papkasse ved Nakskov. De blev bragt til Falsters Kattehjem, men kun for en kort bemærkning. Sidenhen kom de nemlig til plejefamilien Frederiksen i Stubbekøbing.

- Det er en opgave, der tager tid, men man får virkelig meget igen. Mange smil. Bare det at se de små størrelser møde vores hund. Nogle var helt ligeglade, og andre pustede sig op. De er nuttede, fortæller Carina Frederiksen.

Tanken om at blive plejefamile havde simret hos familien i et halvt års tid. Det var særligt familien yngste, Sigrid på 10 år, der er meget glad for dyr, i særdeleshed killinger. Carina er studerende, og nogle uger før jul blev de tilbudt kattene fra Nakskov.

- Missemor var meget sky i starten. Hun var stresset og producerede derfor ikke mælk. Så vi skulle fodre killingerne med en lille pipette, husker Carina.

På Falsters Kattehjem er hjælpen fra plejefamilierne uvurderlig.

- Hvis det ikke var for dem, ville vi ikke kunne hjælpe så mange dyr, som vi kan, siger Gitte Petersen, der sidste år havde i alt 28 plejefamilier.

- Det svinger. Nogle skriver sig op, men ender med at beholde det første dyr, de får i pleje. Andre når kun at aflevere en, før de får den næste. Det hele er en hjælp, siger hun.

I øjeblikket mangler kattehjemmet, som også får kaniner og marsvin ind, ikke plejefamilier. Men i april og maj mangler de næsten altid.

Kattehjemmet hører under Dyrenes Beskyttelse. 9 ud af 10 internater under den organisation får hjælp af frivillige plejefamilier. Sidste år stod knap 800 familier landet over klar til at hjælpe et dyr.

- De kommer også i pleje for at blive socialiseret. Det ville være synd, hvis de skulle være på internat i 12 uger. Selv om vi har gode forhold, bliver de hos plejefamilier vænnet til lyden fra en støvsuger, TV'et og måske børn, understreger Gitte Petersen.

På den måde bliver kattene klar til at komme ud til nye familier. Det skal kuldet fra Nakskov også.

- Det bliver ikke sjovt, og jeg kniber måske en tåre, men vi har talt meget om det, især med børnene. Vi har forsøgt at holde fokus på, at vi gjorde en god gerning og lærte dem at være katte. Sigrid er nok mest knyttet til dem. Hun har også taget ansvar og er virkelig vokset med det. Men jeg kommer altså ikke til at savne kattebakken, siger Carina Schou Frederiksen.