Annonce
Lokal nyt

Bag kulissen i elefantstalden

Bag strømtrådene bor Ramboline. Barrieren er kun midlertidig, da man håber snart at føre elefanterne sammen. Foto: Jan Knudsen

BILLEDSERIE: Elefanter bor i luksusbolig med egen spa

KNUTHENBORG Da Lara, Djungla og Jenny spadserede ind i deres nye stald fredag middag, opførte de sig som om, at de havde boet her altid. Helt rolige gik de i gang med at spise den mad, der var stillet frem. Dermed havde Knuthenborg Safaripark allerede vundet en lille sejr med den nye stald.

Som mange af safariparkens staldbygninger er elefantstalden forsøgt gemt lidt af vejen, så gæsterne ikke lægger mærke til den. Udefra virker den da også ganske ordinær, og når man træder indenfor, er det ved første øjekast også blot en meget stor indendørs fold.

Her kan man dog tale om en ulv i fåreklæder, for der er tale om en state-of-the-art bygning, specielt designet til at tilgodese de fire pensionerede cirkuselefanters behov.

Størstedelen af stalden udgøres af en kæmpemæssig sandkasse, som de tre elefanter fra Cirkus Arena har indtaget. Ramboline, der ankom til Knuthenborg Safaripark fredag aften, har i første omgang et lille indhegnet område, hvor hun kan komme ud og møde sine nye elefantvenner. Endnu er de fire elefanter ikke trænet til at gå sammen.

I denne boks kan de to faste elefantdyrepassere træne elefanterne til helbredsundersøgelser. Foto: Jan Knudsen

Ramboline gik selv på besøg

To gange har de tre tidligere Arena-elefanter dog haft besøg af deres nye bofælle fra Cirkus Trapez.

- Den ene gang trådte hun simpelthen over en tynd strømtråd og gik ind til de andre tre. Det gode var, at hun så gjorde det af egen vilje, fortæller chefzoolog Rasmus Nielsen fra Knuthenborg Safaripark.

Dyrepasserne fra Lolland, som indtil coronakrisen lagde flytrafikken ned havde assistance af den engelsk-amerikanske elefantekspert Alan Roocroft, valgte dog ikke at forsøge at sætte elefanterne mere sammen. Flytningen var for tæt på, og i den nye stald er der mere plads til sådanne eksperimenter.

- Vi kan stille og roligt fjerne strømtrådene mellem Rambolines område og ind til de andre elefanter, så de kan få mere og mere kontakt, forklarer Rasmus Nielsen.

Målet er altså at samle de fire elefanter i den store sandkasse. Elefanterne går på sand for at skåne deres led og fødder. Mange års forskning har vist, at sandet er det bedste underlag, og i Knuthenborg går elefanterne rundt på 14 kubikmeter sand.

Det vil dagligt blive vandet af et kæmpe sprinkleranlæg i loftet, som kan skabe regn over elefanternes hjem. Vandet er ikke for at vaske elefanterne, når de står i stalden, for de har deres helt eget brusebad i den anden ende af stalden, men for at sikre at sandet ikke støver.

I fredags flyttede Danmarks fire sidste cirkuselefanter ind i Knuthenborg Safaripark. Elefanterne blev købt fri af Cirkus Arena og Cirkus Trapez for 11 millioner kroner, og Knuthenborg vandt udbuddet med at bygge et elefantanlæg og dermed overtage elefanterne gratis fra den danske stat.
Knuthenborg Safaripark fik besked om, at parken havde vundet udbuddet 9. oktober sidste år, og det er derfor gået stærkt med at bygge både stald og klargøre omårdet udenfor til elefanternes ankomst.
Elefanternes 140.000 kvadratmeter store udeanlæg er endnu ikke helt færdigt. Det vil dog være klart til at blive indviet 1. juni.

Elefantvægten er vigtig for at følge udviklingen på parkens nye dyr, og efter vægten følger et varmt brusebad. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Afføringen undersøges

Sandkassen kan også blive til en overdimensioneret kattebakke, og derfor skal der ryddes op efter elefanterne. Deres efterladenskaber samles sammen, mens man med en maskine lufter sandet. Det sikrer, at urin og vand kan løbe gennem sandet til dræn under stalden.

I øjeblikket har elefanternes afføring ekstra stor bevågenhed. En specialestuderende fra Syddansk Universitet er tilknyttet elefantprojektet, og hun kan gennem analyser af elefanternes afføring måle deres stressniveau. Dermed kan man sammenligne tiden i Slagelse med den på Lolland, og hvordan flytningen har påvirket de fire pensionerede cirkuselefanter.

Den store sandkasse er bevidst placeret med stor afstand til staldens ydervægge. Det sikrer, at personalet kan køre i maskiner hele vejen rundt om elefanterne, og samtidig gør det, at elefanterne ikke kan nå noget, som de ikke skal have snablen i.

- Alt, hvad elefanter kan nå, vil de pille i. Det er højintelligente dyr, som er ekstremt smidige med deres snabel, og de har jo altså hele døgnet til at prøve barriererne omkring dem af. Derfor har vi lavet det så stort, at de ikke kan nå noget, fortæller Rasmus Nielsen.

Det er første gang, han har skullet designe en elefantstald, og han betegner det selv som en stor faglig udfordring. Han har løst opgaven ved at gøre stalden til en elektronisk luksusbolig for både dyr og ansatte.

Elefanterne bliver trænet til at løfte benene, som Rasmus Nielsen gør det, så dyrepasserne kan tjekke fødderne. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrer selv solopgangen

Hele stalden er overvåget af adskillige kameraer, som med 25 gange optisk zoom sikrer, at dyrepasserne kan zoome ind på alt det, som elefanterne laver, når de går alene rundt. Optagelserne bliver gemt i 30 dage, så der er tid til at nærstudere dem.

Samtidig er stalden skabt, så den er lys og indbydende, men kun på de rette tider. Når det er tid for elefanterne til at sove, så går solen ned. Det hjælper det computerstyrede lys med.

- Vi tænder og slukker lyset gradvist. Det er styret med en indbygget luxmåler, som vil tænde lyset langsomt fra otte procent og op til fuld styrke. Vi har indstillet det til at tage 40 minutter for at simulere, at solen går op, eller når lyset langsomt slukkes, at den går ned. På den måde har vi forsøgt at få en masse naturlige elementer med ind i opbygningen af stalden.

Også en del af maden bliver styret elektronisk.

- I loftet sidder nogle motoriserede spil, som er plc-styret. Vi indstiller dem så til med forskellige mellemrum at sænke mad ned til elefanterne. Det kan være hø-net eller pilegrene. På den måde sikrer vi, at de ikke får al manden på én gang, forklarer chefzoologen.

Lyset i stalden styres automatisk og sørger for, at elefanterne kan vækkes stille og roligt ved at øge lysstyrken indenfor. Elefanterne bryder sig ikke om lys, der tænder og slukker hurtigt. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Kabler holder elefanter inde

Noget af det vigtigste er dog, at elefanterne bliver, hvor de er. Deres indendørshjem er kapslet ind i stål, og kun de steder, hvor dyrepasserne skal arbejde med elefanterne, er der isat aluminium, så personalet ikke udsættes for tunge løft. Rasmus Nielsen er dog også gået nye veje. I den ende af stalden, hvor parkens gæster i fremtiden vil kunne få adgang, er der sparet på stål og i stedet brugt nogle specielle kabler.

Kablerne er lavet af et syntetisk materiale, som gør dem ekstremt stærke.

- De er 27 millimeter tykke, og har en brudstyrke på 54 tons. Havde vi brugt en stålwire på samme tykkelse, ville brudstyrken være på 14-15 tons. Samtidig bliver de holdt fast af specialdesignede beslag med en brudstyrke på 80 tons.

Løsningen er ikke prøvet på sådanne anlæg tidligere og har da heller ikke været billig.

- Når man skal prøve noget nyt, så er det okay at bestille 100 meter, men vi skulle altså bruge 4,5 kilometer. Og det er exceptionelt dyrt, slår Rasmus Nielsen fast.

Kablet her er lavet af et meget syntetisk materiale. Det er 27 millimeter tykt og har en brudstyrke på 54 tons.. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Wellness for elefanter

I den modsatte ende af stalden finder man elefanternes wellness-område. Det er her, de til dagligt vil blive trænet af de to faste dyrepassere, som er tilknyttet stalden. I alt vil seks dyrepassere have adgang til arbejdet med elefanterne i større eller mindre grad.

Træningen er ikke for at huske elefanterne på tiden i cirkus, men for at sikre at dyrene kan helbredsundersøges. Da dyrepasserne ikke længere kan komme ind til elefanterne, skal al kontakt ske gennem træning. Her lærer elefanterne blandt andet at løfte benene, så de kan få deres fødder undersøgt.

Selvom kvinder og vægt normalt er et personligt anliggende, så skal de fire hunelefanterne også træde op på en stor vægt i gulvet, og med det samme vil man kunne læse deres vægt på et display på væggen.

Inde på vægten kan man også kæde elefanten, hvis det er nødvendigt i forhold til en dyrlægeundersøgelse. Det vil Rasmus Nielsen dog helst undgå.

- Det vil betyde en brist i deres tillid til os, og derfor vil vi hellere arbejde med, at de gør tingene frivilligt, og at det er en god oplevelse for dem.

Fra vægten kan elefanten træde ind i en stor brusekabine, hvor den vil blive badet i varmt vand. Badet er overvåget, så dyrepasseren kan gå i køkkenet og arbejde, mens elefanten får blødet huden op under det varme vand.

Alt er specialdesignet og smedet i hånden. Blandt andet disse beslag, der har en brudstyrke på cirka 80 tons. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Endnu mere venter udenfor

- Jeg har tænkt drift ind i stalden, da den blev lavet, så arbejdet bliver så effektivt som muligt. Det er ingen hemmelighed, at store dyr giver store regninger, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at være effektive. Der hjælper videoovervågningen meget.

Og da det jo er en elefantspa, så er det også vigtigt, at de store dyr ikke fryser på fødderne om vinteren. Derfor er der selvfølgelig gulvvarme i betongulvet i den ende af stalden.

Stalden er dog kun en lille del af elefanternes nye hjem. Udenfor stalddørene venter 140.000 kvadratmeter lækkert elefantland med masser af udfordringer og steder at undersøge for parkens nyeste beboere.

Efter planen vil det nye elefantanlæg blive indviet 1. juni, og det vil også være den dag, at publikum for første gang vil kunne nyde synet af de fire elefanter, som engang levede en del af livet i et cirkustelt, men nu har fået deres helt egen lollandske luksusbolig.

De store låger er elefantsikret, præcis som en børnesikring, så de ikke kan åbne dem med snablen. Foto: Jan Knudsen
Endnu er udeanlægget ikke klart, men snart kan elefanterne træde ud i den friske lollandske luft. Foto: Jan Knudsen
  • Bag strømtrådene bor Ramboline. Barrieren er kun midlertidig, da man håber snart at føre elefanterne sammen. Foto: Jan Knudsen
  • I denne boks kan de to faste elefantdyrepassere træne elefanterne til helbredsundersøgelser. Foto: Jan Knudsen
  • Elefantvægten er vigtig for at følge udviklingen på parkens nye dyr, og efter vægten følger et varmt brusebad. Foto: Jan Knudsen
  • Elefanterne bliver trænet til at løfte benene, som Rasmus Nielsen gør det, så dyrepasserne kan tjekke fødderne. Foto: Jan Knudsen
  • Lyset i stalden styres automatisk og sørger for, at elefanterne kan vækkes stille og roligt ved at øge lysstyrken indenfor. Elefanterne bryder sig ikke om lys, der tænder og slukker hurtigt. Foto: Jan Knudsen
  • Kablet her er lavet af et meget syntetisk materiale. Det er 27 millimeter tykt og har en brudstyrke på 54 tons.. Foto: Jan Knudsen
  • Alt er specialdesignet og smedet i hånden. Blandt andet disse beslag, der har en brudstyrke på cirka 80 tons. Foto: Jan Knudsen
  • De store låger er elefantsikret, præcis som en børnesikring, så de ikke kan åbne dem med snablen. Foto: Jan Knudsen
  • Endnu er udeanlægget ikke klart, men snart kan elefanterne træde ud i den friske lollandske luft. Foto: Jan Knudsen
Annonce
112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Lolland

De er blandt Danmarks bedste

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Endnu et tomt butikslokale får nyt liv: Martin udvider butikken

Lolland

De er blandt Danmarks bedste

112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Vejret

Rekord slået: Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Lolland

Skrider fra parti: "De dårlige oplevelser blev simpelthen for meget!"

Lokal nyt

Se kortet: Her kan du tanke billigt i weekenden

112

Tredje gang: Narkopåvirket bilist mistede bilen

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Indland

Byret: Beboer på Christiania tjente 20 millioner på hash

Vejret

Weekenden bringer lunt forårsvejr til Danmark

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

Dølle

Bo er ny leverandør af Dølle-pølsen: - Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Annoncørbetalt indhold

Suveræne SUV’er til skarpe priser

Annonce
Annonce
Vejret

Vintrene på Lolland-Falster vil blive op til 30 procent vådere

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Guldborgsund

Kørte med tog ind i Ukraine: - Man mærker mest krigens nærvær på stemningen

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet