Motorvejsbro må holdes lukket til midt i august.
Motorvejsbroen på Skelstrupvej kan først ventes genåbnet omkring midten af måneden - hvornår det sker, er endnu usikkert.
Det er en påkørsel af broen 16. juli, der kræver en gennemgribende reparation.
- Vi var ellers ved at være færdige med renoveringen af broen, fortæller projektleder Henrik Nielsen fra Vejdirektoratet.
Broen har igennem flere måneder været lukket for trafik i én retning ad gangen, fordi den skulle have en grundig renovering. I den sidste del af projektet var det endda nødvendigt at spærre broen helt for at få plads til asfaltmaskinerne.
- Det var planen, at broen skulle genåbnes 2. august, fortæller en ærgerlig Henrik Nielsen.
Det var en lastbil med en gravemaskine på ladet, ført af en 41-årig mand fra Maribo, der om formiddagen tirsdag 16. juli kørte ind i broen.
- Han kørte med 90 kilometer i timen, og stod pludselig bom-stille, fortæller Henrik Nielsen.
Resultatet af påkørslen var, at alle fire bærende betonbjælker under broen blev beskadiget i en sådan grad, at man måtte lukke for trafikken oppe på broen. Den var for svækket til at kunne bære.
- Nu er vi i fuld gang med at reparere skaderne, fortæller Henrik Nielsen.