Annonce
Politik

Holgersan gav borgmester røg

"Holgersan" var trukket i kimonoen til den traditionelle te-ceremoni. Foto: Lolland kommune

Lollands borgmester er vendt hjem fra turen til Japan med rygsækken fuld af oplevelser.

Hvorfor er I så lykkelige i Danmark?

Spørgsmålet fik Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) igen og igen, da han i sidste uge besøgte Japan sammen med 12 skoleelever fra Rødby Skole.

- Der var så mange, der spurgte mig om det, at jeg måtte lave et opslag på Facebook, hvor jeg søgte efter grunde til, at vi er verdens lykkeligste folk, forklarer Holger Schou Rasmussen.

Han fik nogle fine bud, der blev brugt i den tale, han holdt i slutningen af besøget.

- Jeg forklarede blandt andet, at vi forsøger at gribe dem, der er længst nede i samfundet. At vi har gratis uddannelse og kan komme på sygehuset, når vi er syge, forklarer han.

Noget af det, der slog "Holgersan" under besøget, var japanernes effektivitet.

- Man kan lære noget af dem der. De overholder tiderne punktligt. Når et møde er sat til at slutte, så slutter det. Og så har de en sindssygt velfungerende infrastruktur, siger borgmesteren.

Han fik fornøjelsen af at køre med lyntoget Shinkansen, der kører med op til 350 km/t. - en fart, der fik borgmesteren til at drømme søde drømme om 30 minutters transport fra Lolland til København H.

- Men de her tog kører forbi byer på størrelse med Odense og Århus. Så vi har nok ikke befolkningsgrundlag til det. Men vi kan lære meget af, at togene går på sekundet, og det hele bare fungerer. Det ærgrer mig, at offentlig transport syltes her i Danmark. Vi skulle sende transportministeren og et par direktører fra DSB en tur til Japan.

Ellers foretrækker Lollands borgmester den rolige danske facon.

- Deres stringente struktur presser dem også, og folk arbejder som små heste derovre. Derfor har de en tårnhøj selvmordsrate. Der tager vi tingene mere, som de kommer.

Trods den åbenlyse sprogbarriere svingede Holger godt med sin japanske borgmesterkollega, Atsumi.

- Jeg gik bare i ham med træsko på og gav ham lidt røg. Det kunne han godt lide, griner "Holgersan".

Den japanske kollega fik dog også lollikken lidt på glatis. Holger Schou Rasmussen blev pludselig inviteret med til et møde med kommunens frivillige.

- Deres kommune er noget mindre end vores, men med nogenlunde samme indbyggertal. Her er 70 lokalråd, som var repræsenteret ved mødet. Så kommer man ind, og så sidder de her frivillige linet op to og to ved borde som i en skoleklasse. Det er meget stringent og slet ikke som vores møder.

Pludselig fik "Holgersan" til opgave at holde tale, helt uforberedt.

- Jeg gav det gode råd, at man som politiker skal lytte mere, end man taler. Den tog borgmester Atsumi med videre og brugte i sin afskedstale som svar på, at min tale nok blev lidt lang.

I øvrigt blev der tid til traditionel te-ceremoni og kalligrafi, hvor "Holgersan" meget passende valgte tegnet for "lykke". Og den indre drengerøv blev også luftet lidt, da borgmester Atsumi tog Holger med på rundvisning på den base, hvor verdens bedste flyveopvisningshold "Blue Impulse" holder til.

Den japanske skolemad blev også prøvet sammen med både danske og japanske skoleelever.

- Det var god og nærende mad, og måske det bedste måltid, jeg fik derovre. Selvfølgelig sender man det en tanke, om vi skulle have fast skolemad til alle børn. Men jeg synes ikke, at det skal trækkes ned over hovederne på forældrene. Så vil jeg hellere se på delordninger for de børn, der på grund af vilkår i hjemmet ikke får ordentlig mad med, funderer Holger Schou Rasmussen.

Den japanske morgenmad bliver i hvert fald ikke kopieret.

- Jeg var rigtig sulten, og så stod den på fiskesuppe med ingefær, tang og stegte fisk. Jeg havde da heldigvis et æble med i tasken. Og jeg kan godt sige det, som det er... der går et stykke tid, før jeg skal have ris igen.

Heldigvis ventede familien med flæskesteg, da "Holgersan" var vel hjemme på Lolland igen.

Nærende skolemad til alle børn fik tankerne i gang. Foto: Lolland kommune
Et møde for kommunens frivillige lignede slet ikke de møder, vi holder på Frivilligcentret i Lolland Kommune. Foto: Lolland kommune
  • "Holgersan" var trukket i kimonoen til den traditionelle te-ceremoni. Foto: Lolland kommune
  • Nærende skolemad til alle børn fik tankerne i gang. Foto: Lolland kommune
  • Et møde for kommunens frivillige lignede slet ikke de møder, vi holder på Frivilligcentret i Lolland Kommune. Foto: Lolland kommune
Annonce
Politik

Løsgængeren Lars Boje stifter nyt parti

Annonce
Annonce
Vejret

Vintrene på Lolland-Falster vil blive op til 30 procent vådere

Guldborgsund

Kørte med tog ind i Ukraine: - Man mærker mest krigens nærvær på stemningen

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Vejret

Weekenden bringer lunt forårsvejr til Danmark

Guldborgsund

Møder stor kritik: - Generelt virker det farligt

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

112

Bragede sammen: 23-årig kvinde kørt på sygehuset

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Lolland

Øget med millioner: Christen bag stor fremgang

Vejret

Vågnede op til haglvejr - men forude venter 23 grader

Indland

Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

Annonce
Annonce
112

Politiet efterlyser: Har du set Mathias?

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

Indland

Vil du også gøre det? Seks ud af 10 vil sætte hveder på bordet

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet

112

Afsløret i bussen: Der var ulovlige stoffer i poserne

Sport

Skuffet Wulff efter nederlag: - Fatter slet ikke at vi kan tabe den kamp

Maribo

Flytter butik væk fra Rødby: Men åbner i Maribo