cookie-og-privatlivspolitik
Samarbejde om finansiering har sikret et glidende generationsskifte i Sax-Trans A/S. Fra venstre: Jonas Kristiansen, Vækstfonden, Peter Flensted, Sax-Trans A/S, Flemming Thorsen, Nordea, og Karin Bundgaard Jensen samt Flemming Werner Jensen, Sax-Trans A/S.

2

Billeder

Samarbejde om finansiering har sikret et glidende generationsskifte i Sax-Trans A/S. Fra venstre: Jonas Kristiansen, Vækstfonden, Peter Flensted, Sax-Trans A/S, Flemming Thorsen, Nordea, og Karin Bundgaard Jensen samt Flemming Werner Jensen, Sax-Trans A/S.
Foto: Claus Hansen

Saxkjøbing Avis

Et velforberedt generationsskifte

Vækstfonden og Nordea har medvirket til glidende generationsskifte.




20. maj 2021 kl. 06:23 Af Jesper Bøgh

FAKTA
Om Vækstfonden:
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I partnerskab med banker og private investorer fra ind- og udland udvælger og udvikler Vækstfonden de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 10.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 38 milliarder kroner.
Vækstfondens strategi udmønter sig på tre hovedindsatsområder:
- Der investeres i private fonde, som derefter investerer kapitalen i virksomheder.
- Der investeres egenkapital i virksomheder, der har et stort skaleringspotentiale, men som har vanskeligt ved at skaffe tilstrækkelig risikovillig kapital.
- Der ydes lån direkte til små og mellemstore virksomheder med fornuftige vækstplaner og kautionerer for virksomheders lån, garantier og kreditter i eksempelvis banken. På den måde kan virksomheder og iværksættere få adgang til lånefinansiering, som de ikke ellers ville kunne opnå.
Kilde: Vækstfonden

Den 54-årige Peter Flensted, der har købt sig ind i Sax-Trans A/S, er den helt rigtige til at drive virksomheden videre.

Det er stifterne Flemming Werner Jensen og hustru Karin samt Jonas Kristiansen, direktør i Vækstfondens aktiviteter i Region Sjælland og Flemming Thorsen, erhvervskundechef i Nordea, helt enige om.

Peter Flensted er netop nu i gang med at afslutte sine aktiviteter i fragtmandsvirksomheden Viggo Petersen Eftf. i Tåstrup, hvor han har været adm. direktør og medejer.

- Mange i virksomheden kender Peter Flensted fra branchen, så selvom han ikke er barnefødt på Lolland-Falster, så er han allerede godt i gang med at falde til, lyder det fra Flemming Werner Jensen, der sammen med Karin Bundgaard Jensen fortsætter i virksomheden i en håndfuld år endnu og så længe, det giver mening.


Fortsætter i Sax-Trans

Karin Bundgaard Jensen fortsætter med HR-funktionen med løn- og personaleadministration, og Flemming Werner Jensen vil stadig have sin daglige gang i virksomheden med titel af direktør men uden egentlige ansvarsområder udover at medvirke bedst muligt til at overdrage ansvaret til Peter Flensted.

Annonce

- Det har været afgørende for begge parter, at generationsskiftet sker glidende, så jeg kan gøre mest mulig brug af den store viden, som Flemming og Karin har i forbindelse med hele virksomhedens aktiviteter og i det hele taget området, pointerer Peter Flensted, der ejer majoriteten i virksomheden - og som har planer om på sigt at flytte med familien fra Ringsted til Lolland-Falster.

- Alle ejendommene, som ligger i Sax-Trans Holding, forbliver stadig 100 procent i familiens eje, oplyser Flemming Werner Jensen.

Peter Flensted forklarer, at han ser Lolland-Falster som en spændende landsdel at drive virksomhed i.

- Det summer af aktivitet. Det gælder de store byggerier som Storstrømsbroen, Femern Bælt-forbindelsen og forhåbentligt et fremskudt færgeleje ved Tårs. Men det gælder også på ejendomsmarkedet og i hele byggebranchen. Samtidig har coronakrisen medført et højere privatforbrug og øget nethandel, der i høj grad kan mærkes i vores branche, fortæller Peter Flensted.


Udfordringer

Den øgede aktivitet giver dog også udfordringer i forhold til at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Annonce

- Det er en vigtig prioritet at sørge for at kunne skaffe kvalificerede chauffører. Lige nu mangler vi otte-ti chauffører, og det skaber desværre en flaskehals og kan betyde, at vores vækstmuligheder hæmmes, siger Peter Flensted, og Flemming Werner Jensen supplerer.

- Det betyder, at konkurrenter fra Sjælland kommer til landsdelen for at udføre opgaver, som vi ikke har kapacitet til at udføre. Ud fra et miljømæssigt perspektiv ville det give bedst mening, at vi udfører opgaverne lokalt fremfor at nogle udefra kører herned, lyder det fra Flemming Werner Jensen.

Sax-Trans A/S er en særdeles veldrevet virksomhed, som Peter Flensted har købt sig ind i.

Som Folketidende skrev tidligere på året, kom Sax-Trans A/S ud af seneste årsregnskab med et rekordresultat på 4,7 millioner kroner efter skat.

Vækstfonden og Nordea har i den sammenhæng bidraget med finansiering af generationsskiftet.

Annonce

- Det har været et godt samarbejde, og alle parter har været med til at rykke hurtigt, konstaterer Peter Flensted.


Fuld transparens

Ifølge Jonas Kristiansen, Vækstfonden, og Flemming Thorsen, Nordea, har der også været fuld transparens i processen.

- Vi har dermed haft et godt samarbejde om finansiering, konstaterer de.

Vækstfonden har stillet ansvarlig kapital til rådighed, mens Nordea har stillet med lånekapital.

- Mange afholder sig fra at kaste sig ud i generationsskifte, men dette er et eksempel på, at der er mulighed for at få det til at lykkes, siger Flemming Thorsen.

Annonce

- Vi lægger vægt på, at det er den rigtige person med indsigt i branchen og ledelseserfaring. Derudover har Peter Flensted udarbejdet en grundig forretningsplan. Han er ydmyg omkring den rolle, han påtager sig, og der er tale om en veldrevet virksomhed, lyder begrundelserne fra Jonas Kristiansen.

Han fortæller, at flere end 20.000 virksomheder i Danmark står overfor generationsskifte indenfor de næste fem-otte år.

- Vores erfaring er, at virksomheder i årene efter et generationsskifte vækster, og i Vækstfonden har vi opbygget en særlig ekspertise i at finansiere ejerskifter, siger Jonas Kristensen, der i øvrigt er opvokset i Nakskov, men bosat i Allerød.

- Lolland-Falster kan bedst beskrives som nyt vækstområde. Det mærkes også udenfor landsdelen, vurderer han.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Saxkjøbing Avis":
Annonce
ANNONCE