En 18-årig mand tog natten til lørdag kvælertag på en civil betjent på et diskotek i Nordjylland. Han sigtes for vold mod betjent.
En 18-årig mand er anholdt, sigtet for vold mod en politibetjent i civil, efter han tog kvælertag på betjenten.
Episoden skete lidt efter klokken 2 natten til lørdag på Discotek Downtown i Sæby i Nordjylland. Her var betjenten ved at visitere diskoteksgæster, da den 18-årige pludselig gik løs på betjenten.
Vagtlederen ved Nordjyllands Politi oplyser, at betjenten har fået småblødninger i øjnene og tydelige mærker på halsen.
Den 18-årige mand fremstilles lørdag i grundlovsforhør.
/ritzau/