Hærens Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev onsdag aften kaldt til Svindinge på Fyn, hvor en mandlig ansat havde fundet en håndgranat på Svindinge Friskoles område.
- De kunne ikke afvise, at det var en skarp håndgranat, så de ville køre fra Skive og besigtige den ved selvsyn, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.
Da ammunitionsrydderne ankom, var de overbeviste om, at der ganske rigtigt var tale om en skarp granat.
- Så det endte med, at man klokken 00.45 bortsprængte den på en mark lidt væk, hvor man havde gravet den lidt ned først. Det var for risikabelt at køre med den, siger vagtchefen.
Håndgranaten var en såkaldt ananas-granat, som blev brugt omkring Anden Verdenskrig.
- Der var godt nok split i, men håndtaget manglede, siger Thomas Bentsen.
Politiet aner ikke, hvordan håndgranaten endte hos friskolen.
/ritzau/