En dansk mand på 61 år formodes at være død på Galapagos-øerne. Han forsvandt fredag, da en turistbåd kæntrede.
En dansker, der var om bord på en turistbåd på Galapagos-øerne, formodes at være omkommet. Det oplyser TV2 Nyhederne søndag.
Manden, der er 61 år, var ude og sejle med blandt andet sin jævnaldrende kone og sin datter, forsvandt fredag, da båden med turisterne kæntrede.
En talskvinde fra Galapagos National Park siger ifølge tv-stationen, at mandens kone og datter blev reddet i live sammen med to turister fra Irland og to fra Israel.
Myndighederne ledte hele lørdag efter danskeren, oplyser det danske konsulat i Ecuador til TV2 Nyhederne.
/ritzau/