To drenge på 10 og 12 år er bragt til hospitalet, efter at de kørte hovederne sammen på hver deres motocross på en nordjysk mark. Drengene havde ikke hjelme på.
To drenge er alvorligt kvæstede efter et sammenstød på en mark ved Nørager i Nordjylland.
Ifølge politiet kørte drengene alene og uden hjelme rundt på motocrossmaskiner, da det kort før middag gik galt.
- De har slået hovederne sammen under sammenstødet, og den ene er i hvert fald alvorligt kvæstet, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Drengene er af en ambulance bragt til Aalborg Sygehus, mens politiet arbejder på at finde frem til børnenes forældre.
/ritzau/