Et afsondret liv med vold og krænkelser

På en tørresnor i et af de faldefærdige udhuse til ejendommen i Serritslev, hvor familien i den såkaldte Brønderslev-sag boede, hænger et par små, lyseblå cowboybukser. Efterladt på snoren over bunker af sorte skraldesække, ødelagt legetøj og andet affald er de et tydeligt symbol på det liv, anklageskriftet og den billeddokumentation, der torsdag og fredag blev fremlagt i sagen, illustrerer, at den store familie levede.

Et liv under uhumske og beskidte forhold, hvor det ifølge politiets underretning til Lolland Kommune ikke var muligt for børnene at finde en ledig plads midt i affaldet, hvor de kunne sætte sig og lege, og hvor børnene sov i det tøj, de havde på om dagen.

Et liv, hvor de ifølge moderens vidneforklaring levede i konstant frygt for faderen, som hun beskriver som en ’tikkende bombe’, der kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. En eksplosion, der både kom til udtryk verbalt, og fysisk, når han greb til vold og slog børnene eller moderen.

Men det var også et liv, hvor især den ældste pige - mandens biologiske datter - konstant blev ydmyget og seksuelt krænket. Blandt andet skulle hun ifølge anklageskriftet være blevet tvunget til at lade sig bedække af en hingst, til at sutte hingstens lem til sædafgang, til at grave sin egen grav og til at spise hestepærer. Moderen fortalte også, hvordan hun af sin mand var blevet tvunget til at skrive et skilt og sætte det op på steddatterens dør. Ifølge en tidligere afhøringsrapport skulle der på dette skilt have stået ’Brønderslevs luder – 500 kroner’.

Grusomheder og forhold, som børnene var tvunget til at finde sig i og leve under, fordi - som det kom frem på de to retsmøder – forældrene ikke forstod eller ikke magtede at se omfanget af vanrøgten, der beskrives i anklageskriftet. Fordi moderen – efter eget udsagn – ikke turde forlade sin mand. Og fordi de kommuner, hvor familien boede, trods underretninger fra både politi og skoler ikke greb ind tidligere.

De to første kapitler i sagen blev i høj grad tegnet af moderens udsagn og anklagerens dokumentation. Af dette fremkom der dog ikke kun et billede af forholdene i familien, der for sagens vedkommende tæller syv fælles børn og tre stedbørn, men også af kvinden selv, der står tiltalt for at have ladet stå til.

Flere af tilskuerne beskrev hende som ’kuet og let påvirkelig’, og i retten fortalte hun om et liv med flere tragedier.  Blandt andet fortalte hun, hvordan hun var ud af en søskendeflok på seks, men at en bror havde begået selvmord, og at en søster omkom, da hun brændte inde med sine to børn.

Med en accent, der tydeligt afslørede hendes lollandske oprindelse, fortalte hun også, hvordan hun af sin mand blev holdt afsondret fra omverdenen og kun havde meget sparsom kontakt med sin familie, fordi han blev gal, hvis hun talte eller sms’ede med dem. Økonomisk syntes hun også bundet til manden, som krævede, at hun hævede sin kontanthjælp og afleverede den til ham, så snart den blev udbetalt til hendes konto.

Det var derfor også et billede af en underkuet kvinde, som ikke formåede at gøre modstand mod det laissez-faire, der omgav hende, og som hun selv var en del af og ifølge anklageskiftet derfor næppe kan have undgået at bemærke, der gjorde sig gældende under den to dage lange afhøring.

Den 12. maj er det faderens tur til at forklare sig. Og også denne forklaring vil med al sandsynlighed blive fulgt med stor interesse af stort set alle landets medier. Ikke kun på grund af det sensationelle element i sagen og dermed i jagten på den ’gode’ historie, som det er blevet fremført af kritikere. Lige så meget i forsøget på at forstå.