Brandfolk fra Falck og Lolland-Falster Brandvæsen brugte tirsdag aften cirka tre timer på at forsøge at lokalisere en voldsom lugt af - formentlig - tredobbelt salmiakspiritus eller ammoniak i en lagerhal på H. Christoffersensvej i Holeby.
Brandfolkene blev kaldt ud kort efter klokken 18, og ifølge indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen lugtede der voldsomt af en af de to ovennævnte kemiske sammensætninger, men det lykkedes aldrig at finde nogen tegn på udslip eller lokalisere med sikkerhed, hvor lugten stammede fra.
- Vi fandt en tør kloak i lagerhallen, og det var der, lugten var værst, men hvorfor ved vi ikke. Men der skal jo ikke ret meget salmiakspiritus til, før det lugter forfærdeligt, siger indsatslederen.
Brandfolkene hældte noget vand i kloakken, og det virkede til at dæmpe lugten noget, og der har ikke været flere udkald fra stedet siden.