Fem unge sigtes for terror efter at have stået bag flere ildspåsættelser mod blandt andet Politiskolen.
Fem unge venstreradikale er nu sigtet for forsøg på terror gennem ildspåsættelser i og omkring København.
Det oplyser Københavns Politi.
De unge sidder i forvejen varetægtsfængslet for rækken af forsøg på brandstiftelse, men ved torsdagens fristforlængelse udvidede politiet sigtelserne med gruppen til også at omfatte straffelovens paragraf 114 - terrorparagraffen.
Natten til tirsdag den 26. april blev fire unge mænd anholdt ved Politiskolen i Brøndbyøster under et forsøg på ildspåsættelse.
Ved den lejlighed udbrændte tre politibiler, ligesom flere vinduer i en kontorbygning blev blæst ud af varmen.
Politiet sætter også gruppen i forbindelse med et forsøg på brandstiftelse mod Nordea i Strandgade på Christianshavn.
/ritzau/