Fiskerikontrollen beslaglægger et stort antal ruser, som ukendte havde sat ud i fredningsbæltet i Grubbemølle Ås udmunding i Helnæs Bugt.
Fiskerikontrollen beslaglagde natten til onsdag et stort antal ulovlige og ulovligt placerede ruser ved mundingen af et vandløb i Helnæs Bugt, skriver TV 2/Fyn.
Efter en anmeldelse tidligere på ugen tog fiskerikontrollører natten til onsdag til Grubbemølle Ås udmunding i Helnæs Bugt.
I fredningsbæltet ud for åens munding fandt kontrollørerne 39 dobbelte kasteruser, som indeholdt 50 havørreder, ni ål og et betragteligt antal skrubber.
Ruserne var anbragt, så de afspærrede åens udløb totalt og ikke gav en chance for eksempelvis ørrederne, der netop i denne tid søger op i vandløb for at gyde.
- Dette rovfiskeri er fuldstændig uansvarligt og noget af det groveste, jeg har set, siger Claus Wille, leder af Fiskeridirektoratets afdeling i Fredericia til TV 2/Fyn.
/ritzau/