Et hus på det nordlige Falster har tilsyneladende dannet ramme om den familie, som nu er sigtet og mistænkt for flere hjemmerøverier.
Et hus i udkanten af en lille by på Falster har ifølge Ekstra Bladet dannet rammen om den kroatiske familie, som politiet har sigtet for to og mistænker for yderligere mindst 14 andre hjemmerøverier.
Ifølge folketidende.dks oplysninger er en af de sigtede tilmeldt en adresse et stykke udenfor Guldborg Falster.
Ekstra Bladet har ifølge avisen talt med flere naboer, som fortæller, at politiet var til stede på adressen i op til seks timer i mandags, hvor politifolkene bar flere ting ud i en kassevogn. Foran huset står ifølge Ekstra Bladet adskillige biler uden nummerplader, blandt andet en ny Audi.
Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller til Ekstra Bladet, at politiet har ransaget flere forskellige steder i forbindelse med efterforskningen, men han vil ikke kommentere, om man også har været på den pågældende adresse.
De fem sigtede er alle varetægtsfængslet frem til 5. december.