Med en 20 centimeter lang køkkenkniv og en skalpel opsøgte en 40-årig mand sin eks-kæreste på Djurs. Politiet mener, at mandens plan var at dræbe kvinden.
- Han stod udenfor, og forsøgte at komme ind. Men han nåede ikke at komme indenfor, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Det var tirsdag morgen, at den tilsyneladende psykisk ustabile mand opsøgte den 44-årige kvinde i hendes hus i Ørum. Umiddelbart efter ankom politiet til stedet.
Manden fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør i Randers, hvor han er sigtet for drabsforsøg og trusler mod kvinden.
/ritzau/